Digt: Skræmte børn

Hun: Du skræmmer mig
Han: Jeg vil dig kun godt
Hun: Det skræmmer mig
Han: Nu skræmmer du mig
Hun: Se mine ar – hvorfor skulle du være anderledes?
Han: Hvorfor skulle jeg være ligesom de andre?
Hun: Det siger I alle
Han: Jeg er anderledes.
Hun: Det siger I alle.
Han: Du må tro mig
Hun: Du skræmmer mig
Han: Jeg vil dig kun godt
Hun: Det skræmmer mig
Han: Nu skræmmer du mig
Hun: Mine øjne har set mord, svigt og bedrag …
Han: Men det gode findes
Hun: Det siger I alle
Han: Du skræmmer mig
Hun: Jeg siger kun sandheden
Han: Den skræmmer mig
Hun: Jeg er bange, bange for at miste
Han: Jeg er bange for at miste dig
Hun: Det skræmmer mig
Han: Du skræmmer ikke mig
Hun. Er du sikker?
Han: Det vil jeg være
Hun: Men er du?
Han: Det vil jeg være
Hun: Det skræmmer mig
Han: Stol på mig
Hun: Det siger de alle
Han: Jeg har kun mit ord
Hun: Det skræmmer mig
Han: Det skræmmer også mig
Hun: Der kan du se
Han: Ja, vi er to skræmte børn

Hvad er på spil, noget overhovedet?

Hvad hjælper det i kunsten at skabe et begær efter mening, hvis der straks blokeres for det? Her er et eksempel på kunst fra en kunstner, som ikke kan være længere væk fra Fufo´s målsætning

Af Leo Tandrup

Horsens Kunstmuseum laver ofte udfordrende udstillinger. Men man spørger sig unægtelig, udfordrende for hvem og hvad. Postmodernismen med dens foragt for de store fortællinger om frihed, lighed og kærlighed er i reglen på spil, her i en nylig afsluttet udstilling med en af dens vigtigste pionerer, Erik A. Frandsen. Og han har længe villet vække et betydningsbegær hos beskueren.

 "Sort og rød", fra Erik A Frandsens  serie "Basis Europa"

“Sort og Rød” fra Erik A Frandsens serie “Basis Europa”

I værket her referer han til den store franske forfatter Stendhal og hans roman ”Rød og Sort”. Den handler om, hvor svært det er i det nye barske kapitalistiske samfund anno 1830 at fastholde kærligheden som ledetråd. Den gode vilje taber oftest til egeninteressen, så mennesker ender som nærmest levende døde, som ufrie, ensomme, kærlighedsforladte. Det ønsker Stendhal ikke. Han vil have læseren til at kæmpe imod den død.

Frandsen synes at have opgivet kampen og dermed håbet. Han har forvandlet et hus med bar og hotel fra noget tilsyneladende velkendt, ja ligefrem hjemligt, til noget uhjemligt og dystert. For Frandsen at se er der i dag med en endnu hårdere kapitalisme rullet ned for både bar og hotel. Menneskene er blevet sorte og borte, opslugt af persiennerne. Det sorte har fået has på det røde. Huset er blot skitseret og ligner som sådan nutidsmenneskenes indre hus.

Håbet flagrer i en grøn beplantning, men ingen ser den, så til hvad nytte. ”Der skal et fortællende lag til, ellers er det bare dekoration”, siger Frandsen med føje. Men hvad er nytten i en fortælling uden håb om en forløsning, der tjener livet. Selvom Frandsen har en frisk streg med malerisk nerve, der netop kunne vække et begær efter betydning, har han vanen tro bevidst blokeret for det. Beskueren bliver i kraft af det gode æstetiske niveau desto mere irriteret over blokaden og må gå sulten, ja utilpas fra værket. Han har ikke fået nogen nøgle til at lukke op og finde nogen betydning eller mening.

Frandsen tror med andre ord slet ikke på det nærværende og intense i beskuerens begær. Han vil bare udfordre overfladiskheden i det. Han har åbenbart i den grad slået sig selv ihjel, at han ikke kan se, at mange mennesker selv i hårde tider higer efter at kaste sig ud i et liv med mening, også selv om de ofte nok krymper sig og sjældent vover at udfolde det.

Lukketheden og det stivnede har i historiens barskeste tider altid haft en overvægt, men ikke nogen enemagt over åbenheden over for omverdenen. Åbenheden er livets kilde, hvis vand det altid har været den store kunsts mål at hjælpe beskuerne med at få til at flyde. Og vi kan altså gribes.

Langt fra alle er blotte søvngængere, der bare følger den kapitalistiske tidsånds krav om at øge den økonomiske vækst og selv nøjes med at dyrke pengene og egenlysten på bekostning af al samhu og alt fællesskab. Hvem har ikke mødt mennesker, der raser over denne tidsånd, der opdyrker en rablende egocentrisk individualisme i folk, mennesker med jubel i, mennesker, der ansigt til ansigt med én kan samtale i oprigtighed, mennesker, der ønsker en bedre verden, som i sin tid Stendhal.

Men skildringer af den slags intense mennesker glimrer ved deres fravær i Frandsens kunst. Det medfører, at hans billedfortællinger enten bliver menneskeforladte som her eller fremviser skyggemennesker, uden selvværd og identitet. De ender med andre ord som dekoration.

Frandsen har da også længe ført sig frem som dekoratør af metalliske blomster og nu også som på udstillingen af fine plastikmosaiksøjler, inspireret ikke af den romanske kunsts eksistentielle indhold, desværre, men bare af dens smukt farvede og dekorative mosaikker. Det sker tilmed i en malplaceret og uforståelig henvisning til den store kz-digter Paul Celan, selvom livet for ham pulserede midt i mørkets vold. Beskuerens begær efter at fatte nogen dybere mening blokeres igen bevidst.

Kun én må glimre i verden, Frandsen selv, højt hævet over menneskenes dumhed, svævende som en bedrevidende ironisk gud højt oppe i sin egen ensomheds nihilistiske himmel.

Men så meget må man lade Frandsen. Det er let at få succes i en overfladetid. For i den må folk ofte i kunsten nøjes med at juble over meningstomme farvestrålende dekorationer. Og det gør så de trods alt mange mennesker, der er bukket under for den tidsånd, der kun priser denne overflade og rasende bekæmper den dybde, der i kulturens tid, indtil den moderne civilisation slog igennem i 1800-tallet, prægede både kunst og mennesker.