FuFo, Fremtiden, der ligger i Fortiden

“To blik bagud, der viser, at vor nutid og fremtid, der kun kan forstås ud fra kendskab til vor egen og menneskeslægtens fortid. De to film med Leo og Knud Peder er med til at forklare, hvorfor FuFo, fremtiden, der ligger i fortiden, overhovedet er skabt”

Arbejdet i FuFo og gruppens mål med kunsten

DSC_5902

FuFo-kunstnergruppen (Fu for future, Fo for fortid) blev startet i 2005 på initiativ af mig og havde fra starten Carsten Frank og Jørgen Steinicke som to af de fire kunstnere. De udstillede i 2008 på Kunstcenter Silkeborg Bad To mennesker mødes. Udstillingen bestod af parafraser af en række store værker fra traditionen, således Rembrandts Jakobs kamp med englen og Manets Frokost i det grønne. Meningen var at skabe en slags horisontsammensmeltning mellem før og nu, og den viste, hvor svært det i forhold til f. eks. renæssancen var i den moderne civilisation med vor svækkede personlige identitet at skabe en nær forbindelse mellem to mennesker.

Læs mere..

Ny bog: HVID – SORT – RØD

Ny bog:

????????????????????????????????????

 

Leo Tandrup

HVID – SORT – RØD
Carsten Frank i kunst og liv

Fra fortabelse i tidens tomhed til
Det underfuldes vækst
mellem himmel og helvede

Bogen er på 325 sider, er i stort format, 28 x 28 cm,
overdådigt illustreret, med fast indbinding, og
den koster 350 kr. eksklusiv porto

Den kan købes fra 4. december
og bestilles på

Forlaget LAND,
Ansvej 36,
8600 Silkeborg
e-mail: karinspostbox@gmail.com

Det vises i bogen, hvor vanskeligt det er for kunstnere som for os alle at vokse mentalt i vor tid. Carsten Frank, der blev født 1954, er ingen undtagelse. Det fremgår af de tre dele, hans liv opdeles i: Hvid, Sort og Rød. Til henved år 2000 var Frank dybt præget af Hvid, det renes, ubevidsthedens, neutralitetens, nihilismens og overfladens farve, og hans sans for æstetik fik så godt som ikke hjælp fra etik og dybde.

I tiden op til 2005 blev Sort mere og mere involveret, præget af 11. september og et voksende opgør med tidens nihilisme og postmodernisme. Sort er Mefistos og dødens farve, og det er vigtigt at blive bevidst om det ondes eksistens, mærke det på egen krop, hvis man vil forstå sit liv. Mefisto er nemlig ikke bare ude på at forføre os, men vil som Guds engel i kulturen og som i Goethes Faust også godt mod sin vilje have os til at virke til gavn for fællesskabet og til at tale sandt om livet, så kærligheden ikke bliver trynet af den forførelse, Mefisto selv praktiserer, og så livet bliver værd at kaste sig ud i.

I en stadig mere intens debat med Fanden opdager Carsten Frank under sin udvikling som menneske, hvor vigtig den etiske dimension er, og også det religiøse og universelle begynder at åbne sig. Desuden går det langsomt op for ham, hvor væsentligt det er at få et nærmere forhold til naturen. Kun så kan vi generobre noget af det tabte i vor egen natur og selv blive mere naturlige. Og det er bydende nødvendigt i en kamp mod alt det uorganiske i vor moderne rationaliserede verden. Den pengefanatiske og barske tidsånd ønsker nemlig at gøre os til lydige, stive og abstrakte hjul i et samfund, der misbruger naturen for produktivitetens og profittens skyld frem for at dyrke den.

Via abstrakte naturbilleder, via mennesker, der danser uden nerve, som robotagtige søvngængere, via antropomorfe stive glas på et bord og via stole, der gøres menneskelige, når Carsten i 2005 det første store højdepunkt som kunstner. Det sker med en landskabsfrise bestående af 9 store værker, der udsmykker en stor kantine i Jyske Finans i Silkeborg. Her skaber kunstneren en fascinerende natur for årets gang, med et smukt boblende farvespil, et lysende liv i foråret og sommeren og lysglimt selv i den mørke del af året. Mange er blevet forført af den romantiske stemning i værkerne, og folk har kunnet leve sig ind i dem, fordi det romantiske ikke udelukker vor tids realisme, så beskuerne ikke uden grund har kunnet føle, at de blev mere sig selv.

Med denne serie sker overgangen fra Sort til Rød, der er både livsglædens, sorgens, nærværets og den jordiske og himmelske kærligheds farve. Den har præget hans kunst lige siden. I sine naturbilleder fra 2006 og de følgende år kommer han for første gang nær på selv de enkelte kornaks og blomster i forgrunden. Og han ser landskabet bag dem og himlen øverst som modpoler til det nære.

Netop det nære ser man kun rigtigt i lys af det fjerne, og det nære er afgørende for, at vi selv kan skabe nære relationer. I nogle af disse smukke naturbilleder nærmer han sig det utopiske, men i de fleste viser han, også set gennem sit eget sind, naturen meget realistisk, ud fra hvordan vi som mennesker er flest. Vi lever i en vintertid, et aftenland. Oswald Spenglers store værk, Der Untergang des Abendlandes fra 1919-22, er som hos mange andre kunstnere og forfattere for alvor begyndt at spøge: Vil vi overhovedet opleve et nyt morgenland?

I sine billeder med mennesket i centrum, som han også starter med at lave i 2005, evner han, med en serie om Hamlet fra 2008-10 som det første toppunkt, at skabe en sitrende mennesketype, helt usædvanlig i dag. Det er et menneske, der stræber opad i stadig kamp mod det onde og tomme i sig og for ikke at gå til mentalt i en barsk og kynisk verden, der som et lyn ramte os i sindet med krisen fra 2008.

Desuden har han skabt en række intense billeder, hvor hans mennesker, snart ivrige, snart trængt til det yderste og halvt opgivende, forsøger at holde håbet oppe. Kunstneren viser, hvor svært dette er i en tid, hvor en uhæmmet glubsk økonomisk og militær væksttænkning har produceret miljøkatastrofer og umådelige mængder af affald i metropolerne, af plastik i havene og i maden, og har gjort store befolkningsgrupper arbejdsløse, dvs. til rene affaldsmennesker, så en reel risiko et Armageddon og en udslettelse af menneskeslægten foreligger.

Det skræmmende aktuelle i værkerne ses ikke mindst i serierne A Kind of Human Trash fra 2013 og The Dream fra 2014-15. Den sidste serie, hvori kunstneren når sit foreløbige højdepunkt, er skabt til de studerende på den store erhvervsinstitution Learnmark i Horsens. Den handler om globaliseringen over os og i os. Og den viser, hvordan globaliseringen ensretter og forfladiger al kultur og mennesket i os. Staterne og deres velfærd undergraves af en løbsk markedsøkonomi uden for staternes kontrol og med enevægt på profitten til en nihilistisk vækstgal international elite, der ikke betaler skat og er uden interesse for befolkningernes kår.

Den udvikling gør det yderst vanskeligt for de unge ikke selv at ende som rene narcissister uden tanke deres nære, endsige for solidariteten i deres samfund. Tidens individualistiske løsen er: Vind eller forsvind. Berig dig eller end som affald. Og det har de fleste unge fattet alt for godt. Det viser serien, der dog også peger på, hvordan andre unge, trods deres historieløshed, prøver at tage kampen op imod tidsånden.

I værkerne fra Rød-perioden kommer Carsten Frank nærmere og nærmere selve kernen i skabelsesprocessen, barnet i ham selv. Vanskeligheden ved at finde det barn, hvad Picasso anså for en livsbetingelse for at skabe en frugtbar kunst, er en rød tråd i bogen. Den blev skærpet af en undertrykkende småborgerlig opvækst, der tvang Carsten Frank til at tage en bankuddannelse. Desuden af den omstændighed, at uvirkeligheden i hans ungdom for alvor med dens mangel på moral og solidaritet med Elias Canettis ord tog magten fra virkeligheden.

Det vises, hvorfor det først højt op i alderen lykkes for Carsten Frank at reagere herpå, og det gav hans billeder en særlig intensitet. Der gives en dybdegående og omfattende eksistentiel tolkning af den røde periodes værker, set på tidens politisk-sociale og åndelige baggrund. Den dokumenterer kunstnerens voksende evne til og iver efter trods alle hårde odds at bidrage til med vægtige værker at overvinde en overfladisk civilisation, hvor folk næsten kun har sig selv i hovedet.

Carsten Frank giver et både lidenskabeligt og forstandigt bud på skabelsen af en ny kultur, hvor mennesker, samhu og fællesskaber igen kan blomstre. Budskabet er: Det er nu, der skal handles. Han nægter modsat Spengler at ende som determinist og kapitulere til den såkaldt nødvendige økonomiske vækst, så Vesten går under i fravær over for næsten, i stammekrige, pøbelmentalitet hos elite og befolkninger og i naturalieøkonomi som Romerriget i sin tid.

Bogen er søgt skrevet i et ligefremt, karsk, poetisk og dybdegående sprog, og den ligger i forlængelse af det store værk om kunst, eksistens og samfund i tiden helt fra huleboerne til i dag, Det oprejste menneske I-III, fra 2012, der fik lutter rosende anmeldelser.

Et væsentligt formål med Hvid – Sort – Rød er at bidrage til, at en ny kultur med respekt for og forvandling af vor traditions værdier afløser det stigende åndelige forfald i vor moderne civilisation, der har fået os til at glemme vor arv fra den græske, kristne og ikke mindst den sprudlende faustiske kultur, hvor værdierne frihed, solidaritet og kærlighed stærkt udvikledes. Forfaldet viser sig ved en benhård individualisme, der har udhulet disse værdier og fået svindel, forførelse, mistro og mistillid til at brede sig, så familier, fællesskaber og stater er under opløsning.

Bogen rammer derfor ind imellem hårdt ikke bare kunstneren, men også forfatteren selv og de mennesker, der læser den. Den argumenterer for, at vi vil ende som levende døde, som kyniske søvngængere i Hermann Brochs forstand, besejret af vor dumhed og uvidenhed, hvis vi ikke prøver at leve op til barnet i os og til det bedste, som vi har overtaget fra vore forfædre.

Det er ikke mindst Carsten Franks evne til at trænge ind i denne fortids kunst og etik, der har skabt dybden i hans værker fra Rød-perioden, som det vises ved sammenligninger med værker helt fra den apollinsk-dionysiske græske kulturs tid via den faustiske kultur og til vor moderne civilisation, værker som han er fortrolig med, og som er skabt af folk som Myron, Giotto, Leonardo, Michelangelo, Shakespeare, Rembrandt, Manet, Picasso og Jorn.
Lektør Carste
www.castenfrank.dk

www.leotandrup.dk

www.land.dk

En prædiken af Anette Kortegaard

En prædiken af Anette Kortegaard, sognepræst ved Silkeborg. Hun forholder sig i prædiken blandt andet til to malerier, der var en del af en udstilling Carsten frank havde i kirken.
19 søndag efter Trinitatis 2015.

Kom når vi tvivler og er fanget i rådvildheds tankespind, når vor tro er hjemløs i vort flakkende sind og ræk os din frelserhånd. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus….

Der er noget vældig dramatisk ved beretningen om de 4 mænd, der kommer med deres lamme ven hen til Jesus, og som ikke lader sig standse af alle de mange mennesker både udenfor og indeni huset, men som får bugseret den lamme på båren og op på taget – det i sig selv må have været lidt af en bedrift – og da de endelig er nået helskindet derop – eller så helskindet som de nu kan være – går de i gang med at fjerne taget over det sted, hvor de har regnet sig frem til at Jesus må være og firer ham ned lige for foran ham. Bump. Med et stopper al den uden tvivl interessante teologiske diskussion om næstekærlighed og alt det andet man kan diskutere spalte op og spalte ned. Nu handler det pludselig om et menneske af kød og blod, som Jesus og alle de andre ikke kan undgå at forholde sig til. Men samtidig med at det er en dramatisk beretning, så er den også dybt bevægende: tænk at der er nogen der lader sig bevæge så meget af et lammet menneskes nød og ikke lader sig stoppe af ventelister, køer, bureaukrati, egen magelighed – eller hvad det nu er, der kan stoppe os fra at hjælpe et menneske i nød. Lige nu har jeg – måske som mange andre – svært ved at føle, at jeg ikke svigter, når jeg ser strømmen af flygtninge, som ikke bare er ude i verden, men som også banker på vore grænser og byporte. Det kan da godt være jeg betaler lidt og gør en lille smule, men der var jo så meget mere jeg kunne gøre set i lyset af de 4 handlekraftige mennesker i dagens tekst.

Jo, for det er jo både afslørende og bevægende, når nogen virkelig bevæges af et fastlåst menneske eller en fastlås situation og gør hvad de kan, for at bringe den lamme ud af sin lammelse. For der er jo kampe, vi må kæmpe – både for os selv og andre, hvis livet skal gro, sådan som det netop hedder i det vers, der har inspireret årets KK44 tema og Carsten Franks udstilling her i kirken.

1080 -1

Jakobs kamp med Gud, en engel, sig selv, det er svært at vide præcis hvem det er Jakob kæmper med, men han kæmper for livet for at få velsignelsen og sådan er der bestandig kampe der må kæmpes Og på den anden side manden/kvinden med bind for øjenene: I dident se it. Jeg så det ikke. Jeg så ikke korsfæstelsen – jeg så ikke den lidelse der udspillede sig i baggrunden, for jeg vendte ryggen til og havde bind for øjnene – eller måske var jeg optaget af dem, der også har brug for mig – mine egne børn, sognebørn og alle de opgaver, jeg også er forpligtet på. Og det smertelige er at lidelsen udspiller sig – også uden at jeg måske kan gøre ret meget for at ændre det. Men også de små kampe er vigtige uden at vi måske kan se nytteværdien af dem. Spørg ikke altid om det nytter, men om det er sandt. Også dette billede minder os om, at der må kamp til, hvis skal livet gro, ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og tro, thi evig stilstand er død. Ja, evig stilstand er død!

Ligeså nødvendig hvilen og roen er i en travl hverdag og ligeså nødvendigt, det kan være at slippe, når man ikke kan mere, ja ligeså nødvendigt er det, at det at gøre det man kan – en handlen i livets og troens tjeneste. Men det er jo netop det, den lamme ikke kan – han ligger bare handlingslammet på sin båre og lader sig bære både hid og did – det kan jo være, at han har råbt og skreget at han ikke ville op på det tage og at det aldrig ville gå godt. Det kan også være at han bare har ligget og følt sig som verdens største belastning for sine venner, fordi han så deres kamp og anstrengelse for ham – sådan som den syge så let kommer til at føle det, når man ligger og ikke kan gøre det man plejer eller som er en hjælp for andre. Når man kun kan være til besvær.

Der er mange ting, der kan lamme et menneske, man kan være fysisk lammet som vor mand i beretningen i dag og man kan også være lammet indefra af en skam, der er så stor og gennemtrængen-de at den går ind i alle områder af ens liv. Som Else-Britt Kjeldkvist meget rammende skriver det: Hvidt er uskyldens og dødens farve. Men hvidt er også det stivnede ansigt, lammet af skam. Det er dødblegt fordi det er ramt af en skam så ødelæggende at det udsletter alt liv. Den hvide skam ødelægger og lammer. Den står i forbund med døden. Den trænger ind i det allermest private og intime”. Åh ja, den lammelse er måske langt mere gennemgribende end den fysiske. Denne grundlæggende hvide skam, som EBK taler om er skammen over ikke at føle sig elsket. Og den lammelse er der rigtig mange mennesker der dagligt kæmper med – og nogen må kæmpe et helt liv, fordi det er så ødelæggende og lammende at føle sig uelsket.

Lammelse kan også være den apati vi kan blive ramt af, når virkeligheden overvælder os og vi ikke kan se, hvad vi overhovedet kan eller skal gøre, for at noget kan ændre sig til det bedre, som på Carsten Franks billede.

1607-1a

Men det virkeligt smertefulde ved lammelse er, at vi ikke selv kan bringe os ud af den, men har brug for andres hjælp. I første omgang var det de 4 bærer der tog affære og så, hørte og tog den lamme alvorlig – og blev vigtige hjælpere på hans vej, sådan som gode mennesker, læger, terapeuter, præster og andre kan være det i et menneskes liv, men der er også en helende magt eller kraft, som ingen af os har, en magt som både rækker ind i fortid nutid og fremtid og som derfor kan hele de sammenhænge vi er bundet af på godt og ondt og genoprette det brudte – både det brudte dybt i os og alt det brudte der er langt udenfor vores rækkevidde – Guds tilgivende og genoprettende magt. Og det er den magt Jesus har! Umiddelbart lyder Jesu velkomsthilsen til den lamme lidt underlig i vores moderne ører: Søn, dine synder tilgives dig! Jamen, hvad har han dog gjort siden han er blevet ramt på den måde kunne vi spørge. Men det spørgsmål stillede man ikke på Jesu tid, for dem var der en klar sammenhæng mellem lammelse og synd, som de ikke satte spørgsmålstegn ved. Men det de sætter spm. ved er Jesu myndighed til at tilgive synd – for det er jo Guds område. Men Jesus viser med sit ord til den lamme: Rejs dig, tag din båre og gå hjem, at han har den tilgivende og helende magt, der kan sætte et menneske fri – ikke bare i det ydre, men helt ind i det allerinderste – sætte et menneske fri til at leve – og den lamme tager sin båre og går. Og da er det de handlekraftige bærer og de diskussionslystne folks tur til at stå lamslået og måbende tilbage: Aldrig har vi set noget lignende(måbende)! Tænk at der findes en sådan magt i verden og den magt kan forandre et menneske indefra, give det en livskraft og et mod, der er langt ud over det, som et dødeligt menneske kan mobilisere af sig selv eller sammen uanset, hvor meget umage man så end gør sig. Her bliver det muligt at få del i dyb grundlæggende tillid til, at det ikke er mig der hverken kan eller skal frelse verden, men at jeg er båret af og indfældet i en helende og nyskabende magt, som var til før mig og rækker langt ud over mig og det jeg på nogen måder har magt over at ændre på eller forplumre.

Nu ved jeg jo ikke, hvad det er der søndag efter søndag får mennesker til at gå i kirke, men måske er det for at bevare tilliden til og blive bekræftet i troen om, at vi er børn af huset. Guds hus og huset af Gud. At vi hører til i en tilgivende magt, hvor det går an at fejle og at den magt også heler det brudte og skaber nyt, så vi også bliver i stand til at huse andre, som også er elsket af Gud. At vi hører til et sted, hvor vi både kan være bitte små og samtidig blive store nok til at handle kærligt overfor andre.

I salmen som vi om lidt skal synge beskriver Brorson med sine snart 300 år gamle ord den tro, som ikke er vores egen præstation, men som er en gave der lægger en grund i hjertet. Indimellem kan grunden rystes af tvivl og sorg og det kan være svært at holde fast i noget som helst – men bare det at sjælen længes efter hjælp, er et tegn på at der er tro i hjertet. For tro er at række ud og gå herfra i tillid til at vi har syndernes forladelse – og livets tilladelse, ja ikke bare tilladelse men pligt, og hvis ordene ikke er nok, så kan vi om lidt få mulighed for at smage det ved nadveren. Amen