Arbejdet i FuFo og gruppens mål med kunsten

Møde i Horsens hos Gitte og Leo Tandrup den 27. oktober 2013.

Møde i Horsens hos Gitte og Leo Tandrup den 27. oktober 2013.

FuFo-kunstnergruppen (Fu for future, Fo for fortid) blev startet i 2005 på initiativ af mig og havde fra starten Carsten Frank og Jørgen Steinicke som to af de fire kunstnere. De udstillede i 2008 på Kunstcenter Silkeborg Bad To mennesker mødes. Udstillingen bestod af parafraser af en række store værker fra traditionen, således Rembrandts Jakobs kamp med englen og Manets Frokost i det grønne. Meningen var at skabe en slags horisontsammensmeltning mellem før og nu, og den viste, hvor svært det i forhold til f. eks. renæssancen var i den moderne civilisation med vor svækkede personlige identitet at skabe en nær forbindelse mellem to mennesker.

Erkendelsen heraf ramte hårdt de fire kunstnere og var med til at få to af dem til at forlade gruppen. Her afløste Lars Bang dem og senere kom også historikeren, forfatteren og fotografen Knud Peder Jensen til. Siden 2008 har Lars Bang sammen med Carsten Frank og Jørgen Steinicke skabt en række malerier ud fra Shakespeares Hamlet, som det er meningen at udstille i 2016, Shakespeares dødsår. De tre har hver deres forskellige tolkninger, og Knud Peder er begyndt at se scener fra Hamlet ud fra nærgående fotos af moderne mennesker. Det er lykkedes de fire at stå med et ben i vor egen tid, hvor værdierne frihed, solidaritet og kærlighed er i forfald, og et andet ben i Shakespeares univers.

I det univers var der også er identitetsproblemer, men kærligheden og medmenneskeligheden hos nogle de skildrede i Hamlet-skuespillet var alligevel mere intakt end i dag. Det gjaldt især Hamlet selv, der havde større selverkendelse end de fleste i dag, selvom det mislykkedes for ham at tage kampen op mod sin egen hævnfølelse over for sin onkel, hvad der kostede ham kærligheden og førte til hans elskede Ofelias selvmord. Til gengæld fik han til sidst has på denne onkel, der tog magten efter at have dræbt hans egen kongelige far, og også på tidens undertrykkende magtelite om ham.

Der har i femmandsgruppen været intense og åbenhjertige diskussioner om den moderne kunsts mål og midler og om den måde, som kunstnerne har løst opgaven på. De har været frugtbare. Der er blevet givet og taget. Men der har været enighed om, at den organiske menneskeskikkelse skulle have den plads tilbage, som den mistede efter værdisammenbruddet omkring og før 1. verdenskrig. Og kunstnerne har haft held til at genskabe en række centrale scener fra Shakespeares skuespil. De har således vist det dybt tragiske i, at Hamlet satte sin kærlighed til Ofelia på spil i sit nølende hævnforsøg. Og de har levende vist, hvor nær Hamlet var ved at dræbe sin egen mor, fordi hun lynhurtigt efter mordet på Hamlets far giftede sig med den bror, der havde myrdet ham.

De har i den forbindelse evnet at sige noget meget autentisk om de måske endnu mere problematiske forhold, der i dag præger mange parforhold og forhold mellem forældre og deres børn, så man ikke kan lade være at tænke nærmere over, hvordan ens egne forhold til partner, ophav og børn egentlig er. Eksistensen i vort eget liv er således i høj grad på spil i værkerne sammen med de vanskelige vilkår, som de økonomiske og sociale realiteter stiller moderne mennesker over for i både social- og intimsfæren. Det gælder også de billeder, kunstnerne hver for sig producerer og som også ofte har været til debat i gruppen.
Det er grupens håb at bidrage til, at vi kan overvinde den mere og mere stivnede, ensomhedsproducerende og lamme civilisation, vi må trækkes med, hvor vi bare tavse godkender de store megaselskabers profitdirigerede, skatteunddragende, globaliserende vækst, der i fuld fart undergraver miljøet og staternes livsvigtige opgave som vogtere af velfærden, mens den gør os selv til emsige individualister, bare ude på at mele vor egen kage os, så al tillid mellem mennesker og alle fællesskaber går i opløsning.
Hvad vi ser som målet er at nå frem til en ny frugtbar kultur i forlængelse af den siden o. 1800 forliste faustiske kultur. Dens skabere måtte fra o. 1000, som vi i dag, begynde ud fra en næsten historieløs og nihilistisk mørk middelalderlig civilisation og alligevel lykkedes det dem at skabe verdenshistoriens hidtil mest frugtbare kultur. Kunne vore forfædre dengang, kan vi så ikke også, hvis vi har dem for øje som forbilleder?
Vi vil i artikler her på hjemmesiden selv skrive herom ud fra egne og andres kunstværker, og de vil månedligt dukke frem på skærmen.