Leo Tandrup

DSC_0534

Jeg er født 1935 i Horsens. Min far var lagerarbejder på FDB, min mor husmor. Så jeg kom fra et lavt socialt lag. Måske derfor har jeg kunnet fastholde jord-forbindelsen og samtidig ord-forbindelsen til det folkelige sprog. Jeg blev i underskolen stærkt præget af min klasselærer, den idealistiske og elskelige Viggo Nielsen. Han æggede os drenge til modstand mod tyskerne, så godt blev sat over for ondt. Han blev taget af Gestapo, sendt i kz-lejr og kom medtaget hjem. Det medvirkede til, at eksistensen allerede fra da af blev afgørende for mig.

Jeg blev student 1954 fra den fine Horsens Statsskole, hvor jeg ikke følte mig hjemme. Året efter tog jeg første del af lærereksamen på Gedved Seminarium, men det blev for kedeligt. Så jeg vovede springet til historiestudiet ved Aarhus Universitetet, hvor problemet imidlertid var, at næsten alt handlede om magt og ydre økonomisk-sociale forhold. Samtidig blev jeg stærkt optaget af den romantiske organismetænkning med dens positive menneskesyn og skelnen mellem kulturer med mennesker i vækst og civilisationer, som vores i dag, med mennesker, som stivner mere og mere. Derfor blev mit konferensstudium nærmest et selvstudium. Det tog til gengæld 12 år.

Det lykkedes mig at få kandidat- og seniorstipendiater 1968-73, og siden underviste jeg som lektor i historie ved Aarhus Universitet indtil 2005. Jeg blev dr. phil. 1979 på et værk om Christian IVs og hans rigsråds udenrigspolitik 1613-25, Mod triumf eller tragedie I-II. Samtidig arbejdede jeg på et eksistentielt værk om historikeren Kr. Erslev, Ravn I-II, 1980. Det blev meget nedladende modtaget af fagfæller, men til gengæld yderst positivt af folk som P.G. Lindhardt, Møllehave, Ebbe Kløvedal, Johan Bender og Thorkild Hansen. Fra da af gik jeg mere og mere over til at beskæftige mig med historieskrivning og kunst i social og eksistentiel belysning og var desuden i 80´erne kulturmedarbejder ved Kr. Dagblad og siden ved Jyllands-Posten.

Undervisningen med de studerende betød noget. Den blev meget personlig for både mig og dem. For den handlede især om kunsten og dermed om kærlighed og magt, venskab og svig, forældre og børn. Det gjorde det nærmest uundgåeligt, at de studerende inddrog sig selv i analysen af de kunstværker, der var undervisningens nerve. De lærte på den måde sig selv og deres omverden bedre at kende. Mange blev nærmest disciple, af skeptiske kolleger kaldt Leonister. Af kollegerne allerflest blev jeg bare tålt. Eksistensen var for dem ikke eksistensberettiget i historiefaget. Den gjorde det for subjektivt, og deres eget subjekt skulle de nok dy sig for at sætte på spil. De forstod ikke, at uden subjektet og subjektiviteten findes der ingen objektivitet, kun neutralitet eller med et fint ord, holdningskompleksitet. De forstod ikke, at hvis man ikke forstod kærligheden og andre forhold i sit eget liv, ville éns opfattelse af dem bagud i historien blive helt vilkårlig. Kærligheden mødte de aldrig i den. De foretrak stude som dem, der i 1593 vraltede igennem Kolding. Så det var godt, de studerende var der, ellers havde jeg ikke holdt ud på stedet.

Jeg brugte ca. ti år på i forlængelse af mine værker Michelangelo. Skønhedens gru, 1992, Mefistos mareridt. Guds forødte hus, 1997, og Moderne danske kunstværker. Næbdyret og Hr. Ingenting, 2003, at skabe et stort civilisationskritisk værk, Det oprejste menneske I-III, på 2200 sider. Det handlede om menneskeslægtens udvikling, eksistentielt og socialt, fra huleboerne til i dag, gennem kulturer og civilisationer. Det udkom 2012 og blev meget positivt anmeldt.

Værket er på én gang både videnskab og kunst, for det er umuligt at skabe de dybtgående nytolkninger af kunsten, som er en afgørende del af værkets eksistensberettigelse, uden at anvende et kunstnerisk sprog. Videnskabens sprog alene er for fattigt, for mekanisk positivistisk. Det tillader ikke at komme nær langt nok ind i kunstværket og i kunstnerens livsfornemmelse og verdensanskuelse.

De sidste femten år har jeg fået nær kontakt med en række kunstnere, hvis værker jeg har lavet indgående anmeldelser af, især i Kunstavisen. Det affødte ikke bare Moderne danske kunstværker, men også bl.a. Samtaler på en bjergtop om skabelsesproces og verdensanskuelse i kunsten i samarbejde med Arne Haugen Sørensen, 2002. I 2005 startede jeg FuFo. Gruppen blev en fin erstatning for samværet med de studerende.

Uden den støtte fra kunsten, der har erstattet religionen og gudstroen som tidens hovedinspiration, får menneskeslægten svært ved at overleve, i hvert fald med humanisme og menneskelighed i behold. For vi lever under en ødelæggende individualisme og en lige så undergravende vækstgal og ensrettende globalisering. Det er temaer i Sorgens scene. Brok over åndsformørkelsen – og brokker til en ny kultur, der udkom i 2013. Gyldendal har nyligt bedt mig om at skrive en bog i forlængelse af Det oprejste menneske om, hvordan vi med hjælp fra vore forfædre kan skabe en sådan ny frugtbar kultur til afløsning af den stadig mere overfladiske civilisation, som vi svimle zapper rundt uden midte i vort liv.

Min sidste bog om Carsten Franks kunst og liv, HVID – SORT – RØD, udkommer i december 2015.

2005 var jeg smagsdommer i DR 2, og som før i tiden har jeg også de senere år holdt en række foredrag, ikke mindst på højskoler, folkeuniversiteter og i menighedsrådsregi.