Lars Bang

Der er noget at hente hos Lars Bang, der er født 1975 og opvokset i Silkeborg: indignation, vrede, stiktosset rasen over verdens tilstand, men også begejstring, politisk engagement, sans for det almindelige menneske, solidaritet med og kærlighed til det. Han er opslugt af, at livet skal lykkes for ham selv og dem, som han kender. Kærligheden på godt og ondt er derfor nerven i hans produktion. Han har haft en hård barndom med barske oplevelser, og de skulle helst ikke overgå nogen.

Et af de bedste billeder, han har lavet, er Yuicy Fruit fra 2011. Nerven i det kommer af, at han går tæt på sit eget og sine næres liv. Trods al den mistillid, der dominerer livet i den moderne civilisation, insisterer han på at opdage tillidsfuldheden. Og hvem vil ikke blive betaget af den unge kvinde, der bærer træk fra Lars´ egen kvinde i sig? Hun står med stoute, faste, runde hesteben og åbent skød, og hun tilbyder uforbeholdent sine frugter. Hun er hengiven og insisterer på mødet med beskueren, Lars selv. Og det er ingen selvfølge. Man kan se på vemoden i ansigtet, at hun har oplevet hårde ting.

Juicy Fruit 120x150 2010 2011 (1)

Ved siden af hende står hendes søn, med troldeører og et guflet æbleskrog. Han er en lille problematisk fyr, der vil eje alenemoderen, og måske er blevet overforkælet, fordi hun har været for altopofrende velvillig. Knægten har som alle Lars´ figurer modsatrettede træk i sig. Han vil gerne ligne alt det positive i moderen og står derfor som hende. Men han kunne samtidig godt finde på at opføre sig som den kødædende plante ved siden af sig. Han har allerede den moderne stærke og brutale mand i sig, patriarkalismen er langt fra uddød.

Mor og søn står ude i naturen, der er en vinternatur. Og det er solnedgangstid, så man kommer til at tænke på Oswald Spenglers pessimistiske billede fra 1920-22 i storværket Der Untergang des Abendlandes I-III, en skildring af Vesterlandets uundgåelige undergang i pengevælde og pøbelmentalitet hos store og små. Der er da også mentalt vinter i Lars´ verden, men han nægter at bøje sig for uundgåeligheden og determinismen i Spenglers syn. Her får han hjælp fra kvinden. Hun er ubevidst ude på at bekæmpe og overvinde denne vinter i sig selv og verden ved lidt forsigtigt at faldbyde sine æbler og sig selv. Her står jeg, favn mig, det er, hvad jeg og min søn og verden trænger til. For hun er sårbar: jeg klarer ikke at blive svigtet. Og hun har svært ved at tumle sønnen og verden om sig.

Lars´ værker indeholder en på én gang barsk og håbefuld livshistorie. Opdager man, hvad der er på spil i dem, får man selv lyst til at tage livtag med de undertrykkende kræfter i verden og i én selv. Det har altid været meningen med den gode kunst i verdenshistorien, især så længe der var kultur til. Så Lars varetager på bedste vis med et fint formsprog, der går i ét med det eksistentielle indhold, på den jævne mands og kvindes vegne en arv, som alt for få moderne kunstnere er interesseret i.

Leo Tandrup