Som et barn engang blev vi født – til stort og godt, ikke gråt i gråt

 

Arne Haugen Sørensens Store fortælling om livet som en lang kamp mod døden i os selv og verden, set i lys af myterne om Jesus og den kunstneriske tradition om ham

 

AHS total (fotograf Jacob Weiland)Arne Haugen Sørensen har sammenfattet sit lange liv som betydelig kirkekunstner i et vældigt værk, Den store fortælling, bestilt til Valgmenighedskirken i Århus.  Det er skabt som en stor sammensat myte, og Arne håber, beskueren vil rammes af den som han selv. Fårehyrdeklædt står han som en bevæget iagttagende repoussoirfigur nede i venstre hjørne med udstrakte arme mod den nyfødte Jesus, fortællingens hovedfigur. Kunstneren betragter de fra starten og op gennem tiderne opståede fortællinger om Jesus fra fødsel over dåb og korsfæstelse til opstandelse som opdigtede, men uundværlige. Og som de kristne knytter han tråden fra begivenhederne i Nye testamente til Gamle testamentes skabelsesmyter og skildrer Kristus som den nye Adam.

Hvorfor myter mistes og opstår

I en materialistisk og dybt sekulariseret tid lever vi trods begyndende anfægtelser nærmest uberørte af de vigtige myter, opslugt af stræbsomt karrierejag, med synd og indre brist som dele af en i vandet sunken etik. Vi minder med andre ord om den gamle Adam, der sammen med Eva, efterfulgt af en fed træsk slange, blev drevet ud af paradis, fordi de troede, de var som Gud selv og ikke behøvede at agte på godt og ondt. Nok går de hos Arne Masaccio-agtigt forgræmmede og angrende ud i en derfor lys mytisk firkant. Men bagefter træller de så hårdt på marken, at de glemmer deres syndefald, så de ikke bemærker, at sønnerne kommer i strid, og Kain slår Abel ihjel, et voldeligt virke, menneskeslægten har fremturet med siden.

Det virke fik myter til at opstå i bølgedalene, hvor det gik værst for sig,. Myter er altid skabt i forsøg på at finde mening i en meningsløs verden. I vor hyperindividualistiske tid vil vi helst selv skabe den, forglemmende, at vi dybt i os bærer de afgørende meninger, som vi skal opdage og tolkende tage til os, som Kierkegaard vil hævde og Arne med. De er krævende. Vi kan som fårene på marken et øjeblik falde til ro ved synet af Josef, der i et betagende ydmygt skur ser lige så kærligt på Maria som Maria på sit lille bitte Jesusbarn. Men Jesus vil få torne til sit hår. Slangen er der stadig som arvesyndens blodtørst i os. Derfor må Arne lade en ny lys firkant skyde op. I den døbes Jesus af Johannes og modtager Helligånden med den af Picasso inspirerede due. Den ansporer os til at turde tale åbent og sandt om ikke bare al verdens magtmisbrug, som i ”Guernica”, men også vor egen tillukketheds trang til at møve andre.

Kors-mytens højn dig selv,

så du kan højne andre

Taler vi oprigtigt, risikerer vi ganske vist at blive ugleset og myrdet, som Abel af Kain. Det sker da også for den piskede Grünewald-inspirerede Jesus på korset i værkets meget stærke midterscene. Her står magtens medløber Longinus, olm i sin sandhedsforskrækkelse, klar til ugerningen med en lang lanse, hvis hvide od ikke er til at få synet fra. For vil den ikke også ramme os selv i brystet, når det gælder, måske i dag, måske i morgen? Har vi så vilje og sind til at tale sandt? Myten om denne mand på korset får det til at både synge og gyse i os ved tanken om at skulle leve op til idealer, der er et sådant offer værd. Den får os til at opleve livets højeste mening med åndens tale til os: højn dig selv, så du får myndighed til at højne andre.

Arne viser også i en smuk, af samtaler med Giotto inspireret Begrædelse mytens virkning i den dybe sorg over mesterens død hos Maria, der tager om sønnens ansigt, hos hans elskede Maria Magdalena og den tredje Maria. Hænderne er symbol på handlekraft, og de to holder Jesu hænder med blodet i naglehullerne ind til sig og viser således, at de selv midt i sorgen er klar til at føre hans kompromisløse kærlighedsbudskab videre.

Hvem kan leve i imitatio Kristi?

De er ikke alene. En gruppe over dem træder ud fra en blå eftertænksomheds fjernsynsformede firkant og repræsenterer ikke bare Jesu disciple, men mennesker i dag. De diskuterer bestyrtede og ivrigt, om de ikke er nødt til at reagere på det drab og på vor tids terror. Men hvordan? Ved at stikke en kniv i gerningsmanden eller råbe al skændslen åbent ud, som mesteren selv i sit liv? Det gør manden på den gult lysende firkant foran gruppen med udstrakte arme: Vi svigter, hvis vi bare går bort, som manden til højre i gruppen.

Men hvad kan man forlange i en splittet tid, hvis vi med Ibsen ligner ”en brøk i stort, en brøk i småt, en brøk i ondt, en brøk i godt”? Kommer vi så ikke med Kristus som ideal til at leve ”over evne”? Lige bag gruppen vises opstandelsen i form af to store hænder fra den af Arne genoplivede traditions Gud. Han tager varsomt imod det vakkelvorne menneske, som bor i os og ofte har fået os til at gøre det onde, som vi ikke vil, og lige så ofte til at undlade at gøre noget. Kan vi i så fald tage varm afsked med vor partner i scenen til højre og med sindsro gå ind til døden i det ydmyge hus med det gule paradisiske lys?

Frelse eller fortabelse

Dér stiller fortællingen os med ét dirrende dristigt til ansvar. På Jesu og Giottos tid slap de færreste kristne for en dyb ængstelse for at ende i Helvede. Men i dag har vi aflivet ikke bare Gud, men også Fanden og dermed troligt de mareridt, der måske kunne få os til ikke mere at flygte fra al alvor, sky al anger og ende i tomhed. Vi har dermed aflivet den evighed, der i de store myter altid bryder forvandlende ind i tiden, vor tilværelse på jorden.

Den likvidering huer ikke kunstneren, der kender risikoen for selvets fortabelse på egen krop. Han genopliver derfor dramatisk Fanden i den grumme afgrund til højre som vigtig del i evigheden, som symbol på det indre mørke, vi risikerer at falder ned i allerede som levende, hvis vi ikke prøver at rumme Jesu vældige livtag med Fanden og leve os ind i, hvordan som han hos Arne næsten svævende på korset over vor jordiske scene synes at sige:

Glem ikke barnet i jer

”Jeg bliver ramt i brystet, så blodet sprøjter, men ingen ondskab kan slå mig ihjel. Se bare. Jeg lever videre i sorgen og omsorgen fra mine nære og fra jer, hvis I vil. Jeg har givet jer mulighed for at leve i ånden, hvis I tager vare på hinanden og på jorden. I så fald ser I jorden, som den virkelig er og bør være, ikke som jeres egen dystre fortabelses sted, men sitrende fuld af sol, med stærke lysende farver, varmt gule, grønne, røde. Og ligeså blå, der nok i baggrunden fortoner sig i en uheldsvanger sort- violet-rød aftenskumring som optakt til et evighedsmørke, men kun, hvis I svigter. Så kik lige igen på det lille barn i skuret. Det barn er lyset, og det bor i jer sammen med skrøbeligheden, men bare hvis I prøver at pleje det, som jeg blev plejet af Josef og Maria. De klarede det bedre end Adam og Eva”.

Glædelig jul til barnet i os, til alle læsere – og til Arne med tak for et storslået mytisk værk.

gltandrup@gmail.com

Valgmenighedskirken i Århus,

Mjølnersvej 6, 8230 Åbyhøj.

Åben tirsdag til fredag 9.30 – 14.00