Alle de myrer, puh, på vor vej

Om Lars Nørgårds inciterende abstrakt ekspressive billedunivers

”Willing to listen to you”, hedder et af Lars Nørgårds udstillede værker. De er skabt de sidste to år, men indeholder kunstnerens hele produktion og liv. Allerede titlen gokker én i nøden. Kan vi leve op til den villighed, spørger den, selvom viljen er redebon. Hvor godt lever og taler vi sammen? Så kan vi kalde viljen fri? Titlen får det ene spørgsmål til at tage det andet.

Oppe imod overflade og levende død

“http://fufo.dk/wp-content/uploads/2017/12/AHS-total-fotograf-Jacob-Weiland-1024×307.jpg” alt=”AHS total (fotograf Jacob Weiland)” width=”680″ height=”204″ />

Villig-til-at-lytte-til-dig.web (1)

Fotograf: Jacob Weiland

Så værket må med på råd. For kunstneren skal det anspore beskueren og ham selv til bedre at fatte, hvad livet går ud på. Dybden i et kunstværk opstår først, hvis bestræbelser herpå sætter frugt. Ellers visner værket i overfladeord som dynamisk, energisk, farvemættet og i endeløs snak om teknikken. Lars bygger især på dagligdags oplevelser og drømme og bærer fortiden med sig,  ikke bare hans egen, så hans værker kan nærme sig en helhed, en concordia.

Det er noget af en opgave i en vestlig verden, hvor kaos truer med at undergrave al harmoni, fordi vi i kapitalens tjeneste ustandselig kværker hinanden for at finde lykken i pengenes anseelse, eget behag og forbrug. Hvem lever mere som i den faustiske kulturs tid  som organismer i dirrende spænding mellem antonymer som liv og død, godt og ondt, solidaritet og egoisme, lykke og ulykke? Hvor mange er ikke stivnet i indbildt selvoptaget tro på, at de uden videre kan se sig som gode og kærlige væsener, hvorfor de ender som ulidelige levende døde. Lars har i kamp mod denne mentalitet tegnet og malet ”en lang række på hinanden følgende lykkelige ulykker”.  For vi er nok på spanden, men ikke bare.

Forbaskede myrer, dumme du

Havde der endda været en spand i Willing to listen. For her er kunstneren taget på skovtur med sin kone. Hun har sat sig på hug for at træde af på naturens vegne. Men pludselig farer hun op med et hyl. Myrer har invaderet den nedre region. Det ser ubetalelig morsomt ud, og Lars slår uvilkårligt en latter op. Det avler hidsige vredesudbrud fra partneren midt i det opståede kaos: ”du skal også altid …” ”Øh, hold nu op, jeg er villig til at høre på dig”, fremstammer Lars, nok lidt fortrydelig, men stadig leende, mens han tager om hende og forsøger at hjælpe med at viske myrerne af. Til sidst kommer der ro på.

Og meget værre: denne slægt af massemyremennesker

Men episoden hænger ved, den vil fortælles i maling. Men er den ikke for lille og banal? Myrerne fylder nok kun ret lidt, men har sat hele billeduniverset i ophidset oprør. Og hænger det ikke sammen med, at myrerne lever i og af det organisk døde, af det, der brydes ned, og nu her tilmed i en aggressiv bølge er kommet pilende med deres automatiserede instinkter, sviende, sugende til sig, umættelige?

Er det ikke derfor, de bevidst eller ubevidst rumsterer i os som symbol på en menneskeslægt, der især siden 1914 er kommet fra en død tid, krigerisk, terroristisk, efterladende en frugtbar kultur i ruin, så mange har set dens medlemmer myldre som myrer overalt, ofte på ørkesløs fart i biler, som de elsker frem for den partner, de forsømmer?

Så episoden ikke bare bliver en isoleret boble i intimsfæren, men illustrerer det ubønhørlige pres fra socialsfæren. For dette magre myreliv, magtfuldt, fordi det leves af utallige, hvem kan helt ryste det af sig? Så hvem med åbne øjne lever ikke i angst for selvets fortabelse? Hvem tør mumle om fri vilje?

At se det store i det små

Ikke bare episoden, men også maleriet hæver sig fra det små til det store, idet Lars først har tegnet episoden (se denne) og så delvis ændret og skjult den ved at bearbejde den malerisk med lag ovenpå lag. Det betyder, at maleriet kommer til at vidne om, hvor ubevidste vi er om den sorte mistillid, der i en myre´individualistisk´ tid lurer mellem os. Mand og kvinde må højst tage til takke med en dans i concordia discors. Discordia, splittelsen, fjendtligheden, læner sig latent så nær op ad concordia, samhuen, at selv små ydre ting kan udløse eksplosivitet.

I kunstnerens nye medrivende ekspressive værker er der som her kun ret få, let genkendelige elementer, som hans kones lår og øverste del af lægbenet. For hvad ser vi af hinanden, når dramaet melder sig med den sortstribede elektrificerede udladning fra det sted, hvor hendes hoved og mund gemmer sig? Den fortætter sig til sorte iltre partier, der som altid i Lars´ univers illustrerer døden i os. Men den får ikke det sidste ord. Eksistensen skal være på spil.

 

Væk fra midten desværre,

men ikke nødvendigvis bare

Naturalisme er der ikke tale om, så intakte er vi ikke mere. Nogen midte heller ikke, som i kulturens tid, hvor Madonna med barn sad der som symbol på den omsorg, man i borgerskabet prøvede at leve op til. I værket her synes der dog, omend i periferien øverst oppe, ved at ske en forløsning i og med de hvide indianerfjer, som før er indgået i Lars´ univers. De kæmper på en klar blå baggrund mod sorte magtdeliriske streger i den hvide mand, os selv, for at få luft.

Og vigtigt. Lars bruger de bølgende og ofte hinanden afbrydende partier i sine værker med kolde og varme farveflader til at skabe dybdeborende spænding mellem død og liv, så vi lettere hos næsten opdager en æggende livsgnist, her således i form af et lille funklende rød-hvidt parti. Det sidder i rygraden på hans kone og klarer lige netop i kamp mod den sorte flade bag sig at strække sig ind til midten. Vi har det alle i os som vort livs poesi – potentielt. For spørgsmålet er, hvor meget det synger i sindet, hvis vi ikke som Lars bekæmper den bevægelse, der er i os alle som også i billedet væk fra den midte, hvor vort belastende ansvar for hinanden hører til.

Så tak for billedet, Lars. Og for din ukuelige humanistiske indsats for i en yderst presset tid for selvet at lede frem mod en om ikke fri, så friere vilje som våben i kamp for en ny kultur, der har meget svært ved at fødes midt i en enerverende emsig myresværm.

gltandrup@gmail.com

 

Uger i bobler

Galleri DGV,

Christiansmindevej 78,

5700 Svendborg.

Frem til 14. januar