Mørkets og abstraktionens sejr over lyset og fortællingen

arne-haugen-soerensen-begraedelse-2016Arne Haugen Sørensens Begrædelse, der måtte vige for Erik Heides Guldkristus

Her er, hvad Vor Frelsers Kirkes menighedsråd sagde nej til. Det skete, efter det i 2014 at have sagt ja og sendt en kontrakt til Arne Haugen Sørensen, og efter at den for Arne ivrige menighedsrådsformand selv havde været ude hos provsten og fået bevilget 400.000 kr. til hans værk, en oplivende og lys Kristi Begrædelse, der skulle skabes i dialog med selve Giottos mesterværk fra ca. 1304.

Men snart efter bakkede han og andre ud: Jeg har, sagde han, fået varme, varme følelser for den Guldkristus af Utzon Frank, som vi har i alterpartiet. Som talsmand for rådets kunstudvalg blev jeg rasende: Man kan moralsk set ikke bryde en aftale, sagde jeg. Det er ikke et spørgsmål om moral, belærte den fromme evangeliske menighedsrådsformand mig om. Så vidste man det. Hvem skider ikke moralen et stykke i vor moderne pengegale civilisation.

Det banede vej for Erik Heides værk. Det blev en af hans sædvanlige abstrakte, ansigtsløse og ret intetsigende Kristus´er på korset, som han oversmurte med guld, magtens og pengenes symbol helt fra byzantinsk tid til i dag. Nok til glæde for formanden, der selv havde misbrugt sin magt og selvfølgelig lynhurtigt glemt sine varme følelser for Franks værk. Hvem kan også fastholde den slags følelser mere end weekenden over i vor kolde tid.

Civilisationens ensidige pengevælde har skabt abstraktionen i kunsten og så godt som udryddet fortællingen, der har skabt vore vigtigste værdier, friheden, solidariteten og kærligheden. For at få indbildt varme følelser for Heides Kristus skal man være kold selv. Hvis hjerte kan banke for en abstrakt figur, som jo ingen kan holde ud at favne? Fortællingen og dermed livets lys dør, hvis en sådan skal være ens kæreste. Den guldoversmurte ligegyldigheds mørke tager over, og det passede nok formanden og mange i menighedsrådet godt.

Arne Haugens figurer i Begrædelsen, der først blev færdig nu i foråret, har bevaret lyset i sig trods drabet på Jesus fra Romermagtssoldaterne. De rider bort i mørket øverst til venstre. En gruppe moderne mennesker knytter tilmed næven mod dem øverst til højre. Og nederst sørger en bevægende gruppe med Maria og Maria Magdalena inderligt over deres døde Jesus, hvis gerning til frelse for os alle de imidlertid er fast besluttet på selv at fortsætte. Kun få kan i dag i en så moraludtyndet verden, hvor magten for magtens og pengenes skyld har taget over, fortsætte denne kamp. Men gør vi det ikke, ender menneskeslægten med at udrydde sig selv som moralske væsener med omsorgen for næsten for øje. Det er i fuld gang med at ske.

Vi ligner mere og mere, hvad Nietzsche kaldte ”det sidste menneske”, mennesket, der står uforstående over for ord som stjerne og kærlighed, mennesket, der derfor ikke engang kan foragte sig selv, fordi det har glemt alt om godt og ondt, ret og uret, og som derfor modsat Jesus ikke kunne drømme om selv at lade sig korsfæste for lysets og medmenneskets skyld. Så står vi, hvor vi står, med terroren om os – og i os.

Måske formanden og hans menighedsråd skulle spekulere lidt på, hvilken rolle de selv spiller set i lyset eller mørket fra det forløb, der her er skildret. Hvad de vil sige, er ikke svært at forudse: ”Tandrup, godt vi slap af med ham, han er ikke rigtig klog”.