Hvem maler sig ind i næstens liv?

 Her kunne de rige i selviskheden kun holde abstraktionen ud, den gav modsat naturalismen ikke dårlig samvittighed. Og praktisk nok prøvede kirken i de riges vold at få de mange fattige til at nøjes med at gå op i abstraktionernes farvestrålende hinsidighed og paradisforjættelse, som mange muslimer i dag, så de protesterede mindre over at blive udhungrede. Sådan fik de has på al natur og organisk skønhed i os.

Som disse rige lever vi i dag som narcissister. Vi aner ikke, hvem vi er, hvorfor kunstnerne som i middelalderen har tabt lyst og evne til at male os naturalistisk. Kun vor egen lyst og karriere tæller. Så vi skal ikke nyde noget af at se os selv i en sand gengivelse. Ingen kunstnere har overskud til at måle sig med de store kunstneres værker fra gotik og renæssance, hvor liv og kærlighed var på spil. Ubevidst tror kunstneren ikke mere på det skabende i sig selv, så han lukker sig om sig selv og gør sig uangribelig guddommelig. Desto mere dyrker han sin egen originalitet og vrænger ad andre kunstneres. Det kan få ham til at tegne en fjerdedel af en fjer i det ene hjørne, de tre andre fjerdedele i de tre andre hjørner. Sikket værk! Hvem har fundet på det før! Starten på en høne måske. Kunstneren ser tænksom ud og mumler en lyd, der minder om et gog.

Når han er sammen med andre kunstnere, småsnakkes der, hinandens værker diskuterer de aldrig. Indholdet er også for tyndt til at kunne tolkes. De efterlader hinanden i dødens ro med skrot som kunstnerisk resultat. Hvem aner mere, at den hjertelige uselviske samtale om et liv, hvor vi går op i hinanden, er kunstens nerve. Idiot, at han tror, det er umagen værd, vi lever i en anden tid. Hvem har ikke hørt den reaktion. Så lades alt håb ude. Og vi må nøjes med abstrakte klatter på væggen eller se konturskyggemennesker traske rundt i vor eventyrlige nihilismes vinterland. Det er ærgerligt. For flere og flere er blevet lede ved uærligheden hos politikerne, ved en globalisering, der har gjort al nærhed overflødig og skabt overflod og sult, ved en økonomisk væksttænking, der har gjort menneskelig vækst umulig. Vinterlande som vort i dag var, hvad Homer hos de gamle grækere og kunstnere som Gislebertus og Giotto i romansk og gotisk tid evnede at gøre op med. Der er ingen anden vej, hvis også vi vil blive os selv igen.