En kunst ”så enkel, at den næsten forsvinder”

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Erik Heides nye altertavle i Vor Frelsers Kirke i Horsens

 

Den 81-årige billedhugger Erik Heide er imod den abstrakte kunsts indtog i kirken: ”Jeg forstår simpelthen ikke meningen med, at man skal gætte sig til, hvad det betyder”. Problemet er, om han med det abstrakte ikke rammer sig selv, også når han i den sammenhæng siger, at hans egen kunst, som hans nye Kristus-figur i guldbelagt aluminium omgivet af en tornekrans i rå ubehandlet aluminium, ”skal være så enkel, at den næsten forsvinder, for jo tydeligere bliver udtrykket”. Hænger de udsagn sammen?

Korset i sig selv siger i dag de allerfærreste andet end: ”Jesus blev engang korsfæstet, heldigvis det ikke var os”. Hvem ser som Jesus meningen med livet som det at blive korsfæstet for sin overbevisning, endsige for at tale sandhed? Heides Kristus er intetsigende. For han udgør selv korset og er skabt, så ingen kan genkende sig selv i ham. Med sine uorganisk uformelige arme, krop og ben får ingen får lyst til at favne ham, endsige leve i hans ånd, selvom netop det er evangeliets mening.

Oveni har han fået en modernistisk top som hoved, nok den millionte siden 1914, en top uden ansigtstræk, uden sjælens spejl, dvs. uden engagerede øjne og mund. Derfor har sorgen over tidens overfladeliv og det tragiske ved tragediens udslettelse ikke fået plads, og han giver ikke beskuerne noget håb. Hans Kristus siger ikke: ”I kan som jeg gøre det bedre. Kom dog jeres nære nær. Tal sammen åbenhjertigt og sandt om jeres liv. Lad det ind imellem gøre ondt, for at det kan gøre godt”. Men uden at udtrykke det, hvordan kommer vi så ud af trøstesløsheden, af alt det usagte, af håbsforliset?

Et udtryk bliver ikke ”tydeligere”, som Heide tror, når ansigt og kropslighed forsvinder. En figur som et stift kors gør det ikke. Vi er levende mennesker. Derfor rammes vi meget mere end noget andet af menneskeskikkelsen. Jo mere vi med alderen stivner mentalt, og hvem gør ikke det i materialistisk pengeforgabte civilisationer som vores, jo mere bryder en længsel frem i os: ”Lad os dog få en Menneskesøn som levende organisk forbillede at fæstne os ved”.

Er vi heldige at se et sådant menneske på gaden, stiger glæden og modet jo i os. Det lader sig gøre. Vi kan leve mere intenst, end vi tror. Kristus som abstrakt kors, fem brød og to fisk på altersoklen under ham, tolv duer på knæfaldet foran. Alt det gør det ikke. De symboler rammer så godt som kun en stiv overflade. Der skal i vort historieløse forbrugsparadis et rigtigt menneskeligt væsen til for at bryde igennem tomheden.

Heide mener endda selv, at han er arving efter romansk tid, hvor vi som udgangspunkt i græsk arkaisk tid var lige så identitetsforladte som i dag. Men han har glemt eller ignoreret, hvad der skete dengang. Grækerne skabte ovenpå de stive og intetsigende frontale ægyptiske figurer mere og mere organiske menneskeskikkelser, endda med vidunderlige begyndelsessmil. Og vore forfædre i romansk tid skabte efter den mørke middelalders abstrakte og fordømmende Kristus-skikkelser ekspressive lidenskabelige Menneskesønner på korset. De følte og levede med os, og dét med så indtrængende blikke og kroppe, at ikke bare lidelsen sad i dem, men også grokraften. De blev da også i arkaisk og romansk tid begyndelsen til de to vigtigste og mest medmenneskelige kulturer i menneskeslægtens historie.

Er det ikke på tide at lære noget af dem? Så den moderne civilisation ikke æder dette menneskelige i os helt op? Og så vi kan begynde at skabe en ny vital kultur? Tænk hvis kunstnere kunne tænke så langt og for alvor bryde deres historieløshed. Heide nøjes væsentlig med en menneskekuende modernisme som sin erfaring. Men hvem med en anelse af selvindsigt kender ikke denne lidt for godt? Vi ender som levende døde, hvis vi bliver i den.