En smuk dag trods blåmuslinger torteret af bleggul karrysovs

Med en oplagt Bentemarie Kjeldbæk og en solgul vemodig Miró til en fin og farvemættet udstilling.

Gråvejr undervejs til vort møde på en frokostrestaurant ved Havnen. Men fra starten tager solen over. Overstadig samtale, og som altid med nerve. Jeg må dybere ned hele tiden. Der må nyt til. Bentemarie ligner fra år til år sig selv. Knaldrøde læber, blikket skarpt, som i en Mariana, der hænger over mit skrivebord, Jeg synes, jeg er på vej, men … Herligt, svarer jeg. Så går du ikke til. Det får hendes blik til at lyse agtpågivende.

Kunst i dybet, men hvordan?

En evigt-aktuel samtale er med ét i gang, kunst som kamp mellem liv og død. Så hvordan undgå det: en sky dukker op – og dét sammen med en tjener. Hun bestiller stegt flæsk med persillesovs. Jeg vover blåmuslinger, i en vandtynd gul sovs, viser det sig, med blot og bar karry. Det smager så katastrofalt, at skyen plasker med over os. For hun ser det lynhurtigt. Jeg giver dig altså noget andet, siger hun. Nej tak. Hun giver ikke op: Jeg har fået alt for meget flæsk, det smager vidunderligt. Ja tak, svarer jeg. For det knaser, kan jeg høre. Solen dukker op. Aldrig mere karrytorterede muslinger.

Hun taler imens som altid gerne om betydningen af farver og komposition, og jeg om, at det ind imellem ser sort ud for os selv og verden. Den menu prøver vi også at dele, men det er ikke helt så let. Nu det med dybden, siger hun. Kompositionen er altså nerven. Ja, den og så dit spil mellem farverne mestrer du. Men hun vil ikke fejes af. Kompositionen, insisterer hun, den må mine figurer og markedspiger altså indordne sig. Kan det ikke gå ud over opmærksomheden om det eksistentielle indhold, spørger jeg og bladrer i kataloget.

Miró og livets dansAmarillo Miro 175x70 cm

Et værk stråler mig lige op i synet, en solgul ”Amarillo Miró”. Se. Jeg giver mig, med dit store forbillede i dig klarer du frisag. Din figur står dér med røde læber og rød kind og inviterer mig til dans, allerede med en fod frem og med Galas funklende røde og grønne sko i sindet. Figuren ser ganske vist lidt benovet og vemodig ud, livets dans er ikke ligetil, men med dit grønne håb går det. Og ja. Vi danser i hvert fald ud af restauranten og bliver yderligere oplivet af tørvejret og en lækker kage med røde hindbær på Jørgensens Hotel.

 

 

 

 

 

Det spidser til: kan kunsten nøjes med intuitionen?

Så dukker vi op på galleriet. Se mine ”Markedsdamer med reje og citron”. Ja, men hvad er på spil? De passer deres job. Men du har sat dem sammen, hvad taler de om? Det tænker jeg ikke på, jeg taler aldrig med dem. Jeg ser dem på afstand, det er der noget beroligende i. Og de bliver også sure, hvis de ikke får fred til deres arbejde. Sure, er det ikke en søforklaring?

Madmarkedsdamer m reje og citron 70x140 cm

Samtalen står med ét og dirrer. Du talte om at komme dybere, siger jeg. Mit billede er lavet intuitivt, svarer du. Ja, og jeg har stor respekt for det og din underbevidsthed, men vil dit billede ikke sige andet og mere, end du oppe i hovedet tænker. Forlanger det ikke, at en fortælling i form af en samtale, som den vi er i færd med, udfoldes? Billedet selv skulle anvise en vej mod det dyb, jeg talte om, mener du? Ja, og modsat ”Amarillo Miró” bruger du her meget mere din egen streg end Mirós. Men pigen til venstre har trods alt fået sin højt bevidste Mirós tænksomme fisk placeret midt i og over sin hjerne, så hun intenst manende kan sige noget vigtigt til midterfiguren med citronen over hovedet. Men hun er fjern i blikket og tager sig til hovedet og dét bare halvt, mens fiskepigen tager sig til den bevidsthed, hun klogt bruger.

Livets dybde, der bor i det nære samvær

Hun vil nær på pigen med citronen, men for hende er afstand og fravær alt nok. Din Miró-figur vil danse, og det vil din underbevidsthed her, men hvad vil din bevidsthed? Står den ikke lidt forvirret nær citronpigen? Dybden ligger i nærværet, mener du? Ja, og det er altid en barsk affære at bevæge sig i. Det ved fiskepigen, det bedste i dig. Så er du i dit hoved ikke den årvågne pige til højre, der tænksom og med nervøs rød mund står og overvejer, hvem af de to andre hun skal gå ind i?

Jeg synes, at jeg i ikke så få billeder allerede er temmelig nær på, siger du lidt fortrydelig. Ja, misforstå mig ikke. Hvorfor tror du, jeg har din unge spanske dronning hængende? Men når dine figurer ikke er alene, men står sammen, så glipper forbindelsen ofte. Du kræver meget. Ja, jeg ved godt, at ensomheden i vor tid anses for et H. C. Brannersk eksistensvilkår. Men i den kunst fra traditionen, jeg taler for, var der altså mennesker, der godt kunne se hinanden lige i øjnene. Din Picasso og din Miro bar dem stadig et sted i sig. Og lur mig, om det ikke gælder dig.

Tak for i dag, og for dansen. Tak selv, siger du og tager om mig, så jeg fornøjet tænker: det er ikke karry, men det spanske forår, du dufter af.

Galleri Brænderigården,

Søndergade 41 E, Horsens

Til 3. april