Sovs dig ikke arbejdsom ind i din egen og vestens mentale undergang som apatisk tryghedsrobot

Det er budskabet I en både rystende og meget vigtig udstilling, ”Enclave”. Her viser Lars Bang os følger af den elitære vækstgale globale civilisations stigende åndelige afmagt, idet han forestiller sig muligheden for en ny kulturs start i den lokale folkelighed

Hvor er vi i Lars Bangs univers? Ikke i de kriseramte, men endnu frembrusende metropoler. Her bøjer de fleste af os sig for den uforudsigelighed, mangel på sammenhæng og dermed åndsforladthed, der præger markedet og efterspørgslen. Og samtidig adlyder vi maksimen om den såkaldt ”nødvendige” vækst. Den er skabt af en ustyrlig multinational storkapital, der har gjort alle staters finansministerier til blotte ekspeditionskontorer for sine enorme skatteunddragelser, så staterne tvinges til at opgive velfærdspolitikken over for de små og må nøjes med at stå for lov og orden, mere politi, mere overvågning, ikke mindst af kritiske og utilpassede røster i den almindelige befolkning.

Kløften mellem selvisk pøbelelite og vågnende folk i globaliseringer på nedtur

Hvor er vi så henne? Vi er netop hos denne befolkning, som Lars selv er rundet af og totalt solidariserer sig med. Hans personer er blevet hægtet af pengeræset modsat eliten og borgermusikken. Den betragter dem bare som en del af den stigende affaldsdynge, som den uhæmmede globale produktivitet af mere lort end lagkage afføder. De små må klare sig selv på afsides steder i Udkantdanmark og Vesten, og kan de så det?

Det interessante er, at de ikke vises som forhutlede ofre for den tabte velfærd, selv om de ofte fremtræder sådan i dag. Det ved Lars selvsagt. Vi befinder os med andre ord ikke bare i nutiden, hvor Vesterlandets undergang endnu kun har ramt de små, og hvor ingen i eliten aner, at tidligere globaliseringer altid er endt i vigende international handel, i stormagternes sammenbrud, i naturalieøkonomi og skove, der lukker sig om de enkelte lokale enklaver, samt i folkevandringer fra de udpinte områder med religions- og stammekrige som resultat. Vi er hos Lars også på vej ind i den fremtid, hvor bevidstheden om situationens alvor begynder at gå op for dem, der er gjort til affald. Nogle er allerede klar over, at den er gal. Og det er dem, ikke den narcissistiske elite, der må bygges på, hvis en ny medmenneskelig kultur skal opstå.

Kultur, der må opstå i de selvhjulpne udstødtes sans for barnet og det nære

111D2399
Se bare på udstillingens programbillede, ”Enclave”. Her sidder en ældre voksen i dyb eftertænksomhed. Han har lige sluppet en gammel benzindrevet motorsav, hvormed han har savet brænde. Dunken står under ham. Elmaster står og vipper, en ledning flagrer, så hvordan få kontakt med omverdenen, og hvad også bruge den til. Han har endnu på brystet en dum smiley, der før i tiden skulle få ham til at købe nogle halvårsgamle, endnu ikke helt rådnede tomater eller æbler fra Spanien i supermarkedet.

Nu gælder det om at klare sig selv. Og han har viljen. En stædig hage forlænges af skægget. Og han er ingen tom viljesatlet, som tidens væld af syge individualister i civilisationen, der bare følger pengene og har glemt både deres børn og hinanden og al mening med livet. Han føler et dybt ansvar for barnet. Det skal snart tage over og må derfor lære at sætte en ære i at klare sig for lidt. Den store handlekraftige højre hånd, der lige har sluppet saven, går bag ham formelt over i armen på drengen, der selv derfor ivrigt er i gang med øksen.

Se dig ikke som en robotfunktion i et meningsudpint samfund, men som en organisme, der skal sætte frugt

Den voksne ved noget vitalt, som hans historieløse samtidige alle har glemt, og som kunstneren selv lige netop aner. For han har ubevidst skabt de afhuggede grene foran manden som et organisk dyr, der stikker snuden hen mod saven. Den voksne bærer på en glemt arv: organismetænkningen fra kulturens tid. Det gjaldt ifølge den om at vokse som dyret eller træet, blive mere sig selv, ikke bare for at overleve, men for at overleve godt, ikke i mistillid og misundelse, men i fællesskab med næsten.

Uden helte og voksne som forbilleder vil børns energi svinde ind, og ingen kultur udvikles

Det er, hvad der får en kultur til at opstå og vokse. Det er derfor ikke manden, som Lars tror, der skal eller ”kan identificere sig med drengens sigte, at vokse med opgaven”, det er omvendt. Uden forbilleder, der selv vokser, bliver et ungt menneske aldrig sig selv. Homers Odysseus blev det måske vigtigste forbillede for den arkaisk græske kulturs opståen og vækst midt i en brutal og voldelig pengefikseret fønikisk globaliseret middelhavscivilisation. Og Odysseus var oppe i årene, da han efter ti år i barsk og emsige krig forTrojas skatte begyndte at udvikle sig mentalt på vej hjem til hustruen Penelope i Itaka og omsider fik øje for nødvendigheden af at skabe sig et egentligt homeland i familien.

Uden manden som sin rod og vejleder kan man derfor godt som Lars blive bekymret for, om drengen ikke mere eller mindre vil blive ”opslugt af den civilisation, som for første færd gjorde dem landflygtige”. Men den bekymring nærer manden kun i ringe omfang. Han ved, at bekymringen i kulturens tid blev set som fandens eller dødens hovedpude. Så han sidder rolig og fortrøstningsfuld. Lars har ganske vist skabt ham alt for stiv i sin stræben efter at gøre drengen til den afgørende initiativtager til det nye. Men i det er han på vildspor.

Der kan ganske vist ikke undgå at sidde en vis stivnen fra civilisationen i manden, som længe i Odysseus. Men den overbetones hos Lars, der ville have haft gavn af at kigge nærmere på de græsk arkaiske kouroser fra tiden op mod 500 f. Kr., for så var det organisk smidige i formen trådt mere frem. Lars skylder os endnu at skabe egentlige horisontsammensmeltninger mellem sin egen nutid og de perioder i historien, hvor hans forfædre brød ud fra de eksisterende civilisationers stivnen og startede ny kultur. Ingen kunstner når toppen uden brug af denne afgørende eksistentielle arv. Det er ikke nok at bruge ridderrustninger og armbrøster og forladegeværer. Lars ved det faktisk godt. Men bevidstheden er ofte en langsom arbejsgiver. Det kan tage tid, inden den vokser så meget sammen med intuition og underbividsthed, så formsproget påvirkes afgørende. Kik på Michelangelo eller rodin, Lars. For dem lykkedes det.

For livets skyld: Gør naturen til din allierede, ikke et samfund i råd og forfald

Men Lars er på vej. Intuition har han, og det er vigtigt. Det fremgår bl.a. af, at han har ladet manden flytte nogle kasserede biler ind i hytten ved siden af ham selv og drengen. Naturen skal ikke skal skæmmes af det affald, for drengen skal se sig som et med en intakt natur, ikke med affaldet. Lars bekræfter selv drengens ”insisteren på livet”. Han skildrer, hvordan hans ”ihærdighed slippes løs”, men af hvem andet end manden og traditionen. Han skildrer præcist, hvordan den ”løfter hele billedets komposition i en dynamisk energiudladning”, hvordan ”kurverne i billedelementerne selv aktiverer drengens øksesving” og ræsonneres i ”røgfane, elledning og i den tvistede del af garagebygningen”. Men hvordan skulle det være sket, hvis ikke de organiske svingninger havde deres oprindelse i mandens traditionsbevidste sindelag.

Manden synes da også klar over, at blive i enklavet det kan man ikke i længden. I hatten, der symboliserer bevidstheden under den, har Lars impulsivt lavet et symbol med pile i alle fire retninger. En kultur kan nok opstå, men ikke udvikles i en enklave. Det kræver, at enklaverne, som de små græske bystater i arkaisk tid, slutter sig sammen i et kulturelt fællesskab. Og det må ske i kendskab til ens egen tradition og med brug og værdsættelse af den.

Ingen ny kultur uden satsen på godt versus ondt og uden ånden fra kulturskabende forfædre i os

The Applebarn

Også det illustrerer Lars selv. Hvorfor skulle manden i et andet værk ellers lade drengen skyde et rådyr med en armbrøst. Og hvorfor skulle Lars ellers i ”The Applebarn” lade de to drenge forsvare sig mod ondskabens slange i en interimistisk, men høj bygning, hvor de værner sig mod omgivelsernes stadig mere syge og ondskabsfulde civilisatoriske vintertid, og de derfor har samlet usprøjtede æbler til vinteren.

Og hvorfor skulle han ellers lade et træ i en potte ved siden af æblerne stråle gult som et livets og kundskabens træ, hvis æbler det gælder om at æde for at få kendskab til ondt og godt. Træets lysen bliver på den måde udtryk for en ny bevidsthed i drengene, der årvågne med livet på spil insisterer på at kæmpe mod al ondskab og død omkring sig. Den årvågenhed er vi ikke født med. Den opstår ikke af sig selv, men kun med vore kulturskabende forfædre i os.

Se udstillingen og bliv utryg ved tanken om, at den bevidsthed måske slet ikke bor i os mere og i hvert fald ikke får os til at handle i andet end den globaliserede egennyttes tjeneste.

Soloudstilling på Randers Kunstmuseum, Kulturhuset, Randers C.

  1. januar til 4. april