Fra SORT til SOL med SPRUDLEN på SPIL

Kaspar Bonnén befinder sig i en stor udsmykning i en inciterende kamp mod døden på en svær vej fra civilisation mod kultur. Det ligner den kamp, FuFos kunstnere længe har været optaget af.

Tag ud på Horsens Gymnasium. Her inviterer Kaspar Bonnén os i et nyt kæmpemaleri på en forvandlingens og mulighedernes vej ud af postmodernismen. Den skaber stadig håbsforladte sølvgrå ligblomster. Og nihilismen er da også stærk i dag, men skal man dyrke den? Det gælder om at gå ind i post-postmodernismen. Og hvad kan den så byde på for Bonnén at se? Et er vist: En kunst, der stadig myldrer frem, og som ikke rammer det centrale i vort liv, er bare træls. Så hvis tankerne i kunsten er dårlige, bliver kunsten dårlig. Og det gælder ikke her.

Sorg og fællesskab

Al kunsts sine qua non: Indhold lig med form
Se bare på indholdet. Det giver bonus. Sindet oplives. Og eftertænksomhedens tanker myldrer frem, hvis vor fornuft ikke er degenereret til en kalkulerende postmortem forstand. For så lades alt håb ude. Så er vi låst fast nede i menneskets dybeste kælder, i den førmenneskelige urvolds terror, af Bonnén skildret som en glubsk dragefanden. Men den har han lavet en vej op fra. Vi behøver ikke hænge fast i det værste både i os selv og i menneskeslægten. Vi har muligheder. Glem det ikke, siger han.
Se også på formen. Den kan heldigvis ikke adskilles fra indholdet. Bonnén er ikke en enten-eller dualist som de fleste i vor overfladecivilisation. Men formen skal selvsagt være tidssvarende ubehjælpsom prøvende i stregen. Smukke organiske kroppe a la Rafael rækker identiteten ikke mere til. Men hans mennesker er ikke bare tomme skyggeindivider med æggehoveder. Nogle diskuterer ”eksistentielle ting”. Ja, der ”er en flod af betydning” i værket, som han selv siger.

Den store myte om Sisyfos
De mennesker vil gerne fylde en skæbne eller ”moira” ud, som de gamle grækere, blive som Sisyfos. Det var ham, guderne eller magten hævnede sig på, da han var nået næsten bjergets top med sin friheds og ligheds sten, så de lod den rulle ned igen, og han måtte begynde forfra.

Sisyfos

Bonnéns Sisyfos er slet ikke nået hen til bjerget endnu. Men han bærer på hele fire kæmpesten. Og tankevækkende, byrden er tungere end grækernes, pengenes magt meget mere ubønhørlig, ja nærmest enevældig. Men han opgiver i sin akavethed ikke, skønt han nærmest må kravle af sted. Han er determineret på opgaven. Han vil have en ægte frihed tilbage, ikke den gængse selvisk egoistiske, der bare tjener den elitære pengemagts interesser, men den gensidige afhængigheds samhu. Og den kommer fra borgere og folk, som altid i historien har været nødvendigt grundlag for og vital i avlen af ny kultur. En sådan er aldrig opstået og udviklet bare oppe fra og ned, med befolkningen som elitens blotte ædetrug.

Deterministisk dystopi versus håbefuld og livsnær utopi
Nogle mennesker er hårdt ramt mentalt og ligner angstens ofre i et dystopisk samfund. Men andre, der langt fra ser ud som levende døde, vil gerne ligne de vækster, som Bonnéns veje i det store foranderlige bylandskab danner, ja, blive som ranke træer. Og hvis den pengeforgabte tidsånd får savet dem over, skriver Bonnén SORG på den afsavede rod.
For som de rigtigt levende ser han denne tidsånds magt som så undergravende, at vi alle bør bekæmpe den. Kun med blik for det tragiske i næstens mentale død, kan man som Sisyfos rasende sige fra. Som kunstneren selv opfatter de ikke sig selv og os andre, sådan som Spengler gjorde, det vil sige som marionetter i et vestligt Abendland, uundgåeligt determineret til undergang.

Intet fællesskab uden aktivt selv
Kik bare på denne kasse, på vej til at blive et hus, så det kan bære de idealer, som vi behøver at knytte sammen i kampen for en ny spontan og frugtbar kultur. Endnu flagrer de lidt ensomme rundt, og nogle er helt ukendte for mange. På den venstre side er nøgleordet øverst FÆLLESSKAB, på den højre ordet SELV. Fællesskab kræver et regulært ”sammenhold” mellem os, således i form af ”familie” og ”venner”, som vi ikke kan lade være at forpligte os på, så vi uden videre tager os af dem, men hvem har ret mange af den slags mennesker om sig? Og hvad yder man selv?
Men lykkes det at nære den omsorg, møder man det store ideal i vor kristne og siden især i vor europæisk faustiske kultur, nemlig ordet ”kærlighed”. Og det ord starter Bonnén med at skrive med sorte bogstaver, men slutter med røde, nemlig da ordet som det eneste strækker sig fra siden med FÆLLESSKAB over til SELV-siden.
Man må blive et selv for at kunne rumme ”tro”, ”håb”, ”Gud” og ægte rød ”kærlighed”. Man må i ”askese” eller kontemplation overveje, hvordan man bliver et aktivt, medfølende menneske, ellers går man til i mental ”vold” mod sig selv og andre. Der må med andre ord gå ild eller selvværd i én, som i manden øverst.

Sjælen til legemet: ”Du er hul, mand, farvel”
Ellers ender vi som den ældre mand nedenunder med stok og krum ryg, så vi fortabte i ensomhed som han vandrer væk fra livets sol, der i så fald fortoner sig over og bag os. For så bliver vi smittet af den vækstgale, modefikserede og emsigt globaliserende tidsånd, der hærger vort overjeg. Og så får sjælen eller selvet i os til sidst nok og ender med at sige: ”Tak for alt, men du har gjort alt til intet, så nu flyver jeg væk for at finde et levende menneske at oplive og blive opslugt af”.
Og han og hun med sjæl i sind er vigtige i Kaspar Bonnéns univers. Og hjertelig tak for det. Du hører til de alt for få moderne kunstnere med noget dybt og livsvigtigt på hjerte. Og du inspirerer tilmed beskueren – ikke til at digte imod, men til at digte videre, både med og ud over dit univers, så en meningsfuldhed udfolder sig. Og det er just al vital kunsts store opgave.
Budskabet er enkelt, om end alt for lidt kendt: SORT, SOL, SPRUDL og SPIL – på livets side.

Ændret artikel af Leo Tandrup fra Kunstavisen dec. 2015