Ny bog: HVID – SORT – RØD

Ny bog:

????????????????????????????????????

 

Leo Tandrup

HVID – SORT – RØD
Carsten Frank i kunst og liv

Fra fortabelse i tidens tomhed til
Det underfuldes vækst
mellem himmel og helvede

Bogen er på 325 sider, er i stort format, 28 x 28 cm,
overdådigt illustreret, med fast indbinding, og
den koster 350 kr. eksklusiv porto

Den kan købes fra 4. december
og bestilles på

Forlaget LAND,
Ansvej 36,
8600 Silkeborg
e-mail: karinspostbox@gmail.com

Det vises i bogen, hvor vanskeligt det er for kunstnere som for os alle at vokse mentalt i vor tid. Carsten Frank, der blev født 1954, er ingen undtagelse. Det fremgår af de tre dele, hans liv opdeles i: Hvid, Sort og Rød. Til henved år 2000 var Frank dybt præget af Hvid, det renes, ubevidsthedens, neutralitetens, nihilismens og overfladens farve, og hans sans for æstetik fik så godt som ikke hjælp fra etik og dybde.

I tiden op til 2005 blev Sort mere og mere involveret, præget af 11. september og et voksende opgør med tidens nihilisme og postmodernisme. Sort er Mefistos og dødens farve, og det er vigtigt at blive bevidst om det ondes eksistens, mærke det på egen krop, hvis man vil forstå sit liv. Mefisto er nemlig ikke bare ude på at forføre os, men vil som Guds engel i kulturen og som i Goethes Faust også godt mod sin vilje have os til at virke til gavn for fællesskabet og til at tale sandt om livet, så kærligheden ikke bliver trynet af den forførelse, Mefisto selv praktiserer, og så livet bliver værd at kaste sig ud i.

I en stadig mere intens debat med Fanden opdager Carsten Frank under sin udvikling som menneske, hvor vigtig den etiske dimension er, og også det religiøse og universelle begynder at åbne sig. Desuden går det langsomt op for ham, hvor væsentligt det er at få et nærmere forhold til naturen. Kun så kan vi generobre noget af det tabte i vor egen natur og selv blive mere naturlige. Og det er bydende nødvendigt i en kamp mod alt det uorganiske i vor moderne rationaliserede verden. Den pengefanatiske og barske tidsånd ønsker nemlig at gøre os til lydige, stive og abstrakte hjul i et samfund, der misbruger naturen for produktivitetens og profittens skyld frem for at dyrke den.

Via abstrakte naturbilleder, via mennesker, der danser uden nerve, som robotagtige søvngængere, via antropomorfe stive glas på et bord og via stole, der gøres menneskelige, når Carsten i 2005 det første store højdepunkt som kunstner. Det sker med en landskabsfrise bestående af 9 store værker, der udsmykker en stor kantine i Jyske Finans i Silkeborg. Her skaber kunstneren en fascinerende natur for årets gang, med et smukt boblende farvespil, et lysende liv i foråret og sommeren og lysglimt selv i den mørke del af året. Mange er blevet forført af den romantiske stemning i værkerne, og folk har kunnet leve sig ind i dem, fordi det romantiske ikke udelukker vor tids realisme, så beskuerne ikke uden grund har kunnet føle, at de blev mere sig selv.

Med denne serie sker overgangen fra Sort til Rød, der er både livsglædens, sorgens, nærværets og den jordiske og himmelske kærligheds farve. Den har præget hans kunst lige siden. I sine naturbilleder fra 2006 og de følgende år kommer han for første gang nær på selv de enkelte kornaks og blomster i forgrunden. Og han ser landskabet bag dem og himlen øverst som modpoler til det nære.

Netop det nære ser man kun rigtigt i lys af det fjerne, og det nære er afgørende for, at vi selv kan skabe nære relationer. I nogle af disse smukke naturbilleder nærmer han sig det utopiske, men i de fleste viser han, også set gennem sit eget sind, naturen meget realistisk, ud fra hvordan vi som mennesker er flest. Vi lever i en vintertid, et aftenland. Oswald Spenglers store værk, Der Untergang des Abendlandes fra 1919-22, er som hos mange andre kunstnere og forfattere for alvor begyndt at spøge: Vil vi overhovedet opleve et nyt morgenland?

I sine billeder med mennesket i centrum, som han også starter med at lave i 2005, evner han, med en serie om Hamlet fra 2008-10 som det første toppunkt, at skabe en sitrende mennesketype, helt usædvanlig i dag. Det er et menneske, der stræber opad i stadig kamp mod det onde og tomme i sig og for ikke at gå til mentalt i en barsk og kynisk verden, der som et lyn ramte os i sindet med krisen fra 2008.

Desuden har han skabt en række intense billeder, hvor hans mennesker, snart ivrige, snart trængt til det yderste og halvt opgivende, forsøger at holde håbet oppe. Kunstneren viser, hvor svært dette er i en tid, hvor en uhæmmet glubsk økonomisk og militær væksttænkning har produceret miljøkatastrofer og umådelige mængder af affald i metropolerne, af plastik i havene og i maden, og har gjort store befolkningsgrupper arbejdsløse, dvs. til rene affaldsmennesker, så en reel risiko et Armageddon og en udslettelse af menneskeslægten foreligger.

Det skræmmende aktuelle i værkerne ses ikke mindst i serierne A Kind of Human Trash fra 2013 og The Dream fra 2014-15. Den sidste serie, hvori kunstneren når sit foreløbige højdepunkt, er skabt til de studerende på den store erhvervsinstitution Learnmark i Horsens. Den handler om globaliseringen over os og i os. Og den viser, hvordan globaliseringen ensretter og forfladiger al kultur og mennesket i os. Staterne og deres velfærd undergraves af en løbsk markedsøkonomi uden for staternes kontrol og med enevægt på profitten til en nihilistisk vækstgal international elite, der ikke betaler skat og er uden interesse for befolkningernes kår.

Den udvikling gør det yderst vanskeligt for de unge ikke selv at ende som rene narcissister uden tanke deres nære, endsige for solidariteten i deres samfund. Tidens individualistiske løsen er: Vind eller forsvind. Berig dig eller end som affald. Og det har de fleste unge fattet alt for godt. Det viser serien, der dog også peger på, hvordan andre unge, trods deres historieløshed, prøver at tage kampen op imod tidsånden.

I værkerne fra Rød-perioden kommer Carsten Frank nærmere og nærmere selve kernen i skabelsesprocessen, barnet i ham selv. Vanskeligheden ved at finde det barn, hvad Picasso anså for en livsbetingelse for at skabe en frugtbar kunst, er en rød tråd i bogen. Den blev skærpet af en undertrykkende småborgerlig opvækst, der tvang Carsten Frank til at tage en bankuddannelse. Desuden af den omstændighed, at uvirkeligheden i hans ungdom for alvor med dens mangel på moral og solidaritet med Elias Canettis ord tog magten fra virkeligheden.

Det vises, hvorfor det først højt op i alderen lykkes for Carsten Frank at reagere herpå, og det gav hans billeder en særlig intensitet. Der gives en dybdegående og omfattende eksistentiel tolkning af den røde periodes værker, set på tidens politisk-sociale og åndelige baggrund. Den dokumenterer kunstnerens voksende evne til og iver efter trods alle hårde odds at bidrage til med vægtige værker at overvinde en overfladisk civilisation, hvor folk næsten kun har sig selv i hovedet.

Carsten Frank giver et både lidenskabeligt og forstandigt bud på skabelsen af en ny kultur, hvor mennesker, samhu og fællesskaber igen kan blomstre. Budskabet er: Det er nu, der skal handles. Han nægter modsat Spengler at ende som determinist og kapitulere til den såkaldt nødvendige økonomiske vækst, så Vesten går under i fravær over for næsten, i stammekrige, pøbelmentalitet hos elite og befolkninger og i naturalieøkonomi som Romerriget i sin tid.

Bogen er søgt skrevet i et ligefremt, karsk, poetisk og dybdegående sprog, og den ligger i forlængelse af det store værk om kunst, eksistens og samfund i tiden helt fra huleboerne til i dag, Det oprejste menneske I-III, fra 2012, der fik lutter rosende anmeldelser.

Et væsentligt formål med Hvid – Sort – Rød er at bidrage til, at en ny kultur med respekt for og forvandling af vor traditions værdier afløser det stigende åndelige forfald i vor moderne civilisation, der har fået os til at glemme vor arv fra den græske, kristne og ikke mindst den sprudlende faustiske kultur, hvor værdierne frihed, solidaritet og kærlighed stærkt udvikledes. Forfaldet viser sig ved en benhård individualisme, der har udhulet disse værdier og fået svindel, forførelse, mistro og mistillid til at brede sig, så familier, fællesskaber og stater er under opløsning.

Bogen rammer derfor ind imellem hårdt ikke bare kunstneren, men også forfatteren selv og de mennesker, der læser den. Den argumenterer for, at vi vil ende som levende døde, som kyniske søvngængere i Hermann Brochs forstand, besejret af vor dumhed og uvidenhed, hvis vi ikke prøver at leve op til barnet i os og til det bedste, som vi har overtaget fra vore forfædre.

Det er ikke mindst Carsten Franks evne til at trænge ind i denne fortids kunst og etik, der har skabt dybden i hans værker fra Rød-perioden, som det vises ved sammenligninger med værker helt fra den apollinsk-dionysiske græske kulturs tid via den faustiske kultur og til vor moderne civilisation, værker som han er fortrolig med, og som er skabt af folk som Myron, Giotto, Leonardo, Michelangelo, Shakespeare, Rembrandt, Manet, Picasso og Jorn.
Lektør Carste
www.castenfrank.dk

www.leotandrup.dk

www.land.dk