En prædiken af Anette Kortegaard

En prædiken af Anette Kortegaard, sognepræst ved Silkeborg. Hun forholder sig i prædiken blandt andet til to malerier, der var en del af en udstilling Carsten frank havde i kirken.
19 søndag efter Trinitatis 2015.

Kom når vi tvivler og er fanget i rådvildheds tankespind, når vor tro er hjemløs i vort flakkende sind og ræk os din frelserhånd. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus….

Der er noget vældig dramatisk ved beretningen om de 4 mænd, der kommer med deres lamme ven hen til Jesus, og som ikke lader sig standse af alle de mange mennesker både udenfor og indeni huset, men som får bugseret den lamme på båren og op på taget – det i sig selv må have været lidt af en bedrift – og da de endelig er nået helskindet derop – eller så helskindet som de nu kan være – går de i gang med at fjerne taget over det sted, hvor de har regnet sig frem til at Jesus må være og firer ham ned lige for foran ham. Bump. Med et stopper al den uden tvivl interessante teologiske diskussion om næstekærlighed og alt det andet man kan diskutere spalte op og spalte ned. Nu handler det pludselig om et menneske af kød og blod, som Jesus og alle de andre ikke kan undgå at forholde sig til. Men samtidig med at det er en dramatisk beretning, så er den også dybt bevægende: tænk at der er nogen der lader sig bevæge så meget af et lammet menneskes nød og ikke lader sig stoppe af ventelister, køer, bureaukrati, egen magelighed – eller hvad det nu er, der kan stoppe os fra at hjælpe et menneske i nød. Lige nu har jeg – måske som mange andre – svært ved at føle, at jeg ikke svigter, når jeg ser strømmen af flygtninge, som ikke bare er ude i verden, men som også banker på vore grænser og byporte. Det kan da godt være jeg betaler lidt og gør en lille smule, men der var jo så meget mere jeg kunne gøre set i lyset af de 4 handlekraftige mennesker i dagens tekst.

Jo, for det er jo både afslørende og bevægende, når nogen virkelig bevæges af et fastlåst menneske eller en fastlås situation og gør hvad de kan, for at bringe den lamme ud af sin lammelse. For der er jo kampe, vi må kæmpe – både for os selv og andre, hvis livet skal gro, sådan som det netop hedder i det vers, der har inspireret årets KK44 tema og Carsten Franks udstilling her i kirken.

1080 -1

Jakobs kamp med Gud, en engel, sig selv, det er svært at vide præcis hvem det er Jakob kæmper med, men han kæmper for livet for at få velsignelsen og sådan er der bestandig kampe der må kæmpes Og på den anden side manden/kvinden med bind for øjenene: I dident se it. Jeg så det ikke. Jeg så ikke korsfæstelsen – jeg så ikke den lidelse der udspillede sig i baggrunden, for jeg vendte ryggen til og havde bind for øjnene – eller måske var jeg optaget af dem, der også har brug for mig – mine egne børn, sognebørn og alle de opgaver, jeg også er forpligtet på. Og det smertelige er at lidelsen udspiller sig – også uden at jeg måske kan gøre ret meget for at ændre det. Men også de små kampe er vigtige uden at vi måske kan se nytteværdien af dem. Spørg ikke altid om det nytter, men om det er sandt. Også dette billede minder os om, at der må kamp til, hvis skal livet gro, ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og tro, thi evig stilstand er død. Ja, evig stilstand er død!

Ligeså nødvendig hvilen og roen er i en travl hverdag og ligeså nødvendigt, det kan være at slippe, når man ikke kan mere, ja ligeså nødvendigt er det, at det at gøre det man kan – en handlen i livets og troens tjeneste. Men det er jo netop det, den lamme ikke kan – han ligger bare handlingslammet på sin båre og lader sig bære både hid og did – det kan jo være, at han har råbt og skreget at han ikke ville op på det tage og at det aldrig ville gå godt. Det kan også være at han bare har ligget og følt sig som verdens største belastning for sine venner, fordi han så deres kamp og anstrengelse for ham – sådan som den syge så let kommer til at føle det, når man ligger og ikke kan gøre det man plejer eller som er en hjælp for andre. Når man kun kan være til besvær.

Der er mange ting, der kan lamme et menneske, man kan være fysisk lammet som vor mand i beretningen i dag og man kan også være lammet indefra af en skam, der er så stor og gennemtrængen-de at den går ind i alle områder af ens liv. Som Else-Britt Kjeldkvist meget rammende skriver det: Hvidt er uskyldens og dødens farve. Men hvidt er også det stivnede ansigt, lammet af skam. Det er dødblegt fordi det er ramt af en skam så ødelæggende at det udsletter alt liv. Den hvide skam ødelægger og lammer. Den står i forbund med døden. Den trænger ind i det allermest private og intime”. Åh ja, den lammelse er måske langt mere gennemgribende end den fysiske. Denne grundlæggende hvide skam, som EBK taler om er skammen over ikke at føle sig elsket. Og den lammelse er der rigtig mange mennesker der dagligt kæmper med – og nogen må kæmpe et helt liv, fordi det er så ødelæggende og lammende at føle sig uelsket.

Lammelse kan også være den apati vi kan blive ramt af, når virkeligheden overvælder os og vi ikke kan se, hvad vi overhovedet kan eller skal gøre, for at noget kan ændre sig til det bedre, som på Carsten Franks billede.

1607-1a

Men det virkeligt smertefulde ved lammelse er, at vi ikke selv kan bringe os ud af den, men har brug for andres hjælp. I første omgang var det de 4 bærer der tog affære og så, hørte og tog den lamme alvorlig – og blev vigtige hjælpere på hans vej, sådan som gode mennesker, læger, terapeuter, præster og andre kan være det i et menneskes liv, men der er også en helende magt eller kraft, som ingen af os har, en magt som både rækker ind i fortid nutid og fremtid og som derfor kan hele de sammenhænge vi er bundet af på godt og ondt og genoprette det brudte – både det brudte dybt i os og alt det brudte der er langt udenfor vores rækkevidde – Guds tilgivende og genoprettende magt. Og det er den magt Jesus har! Umiddelbart lyder Jesu velkomsthilsen til den lamme lidt underlig i vores moderne ører: Søn, dine synder tilgives dig! Jamen, hvad har han dog gjort siden han er blevet ramt på den måde kunne vi spørge. Men det spørgsmål stillede man ikke på Jesu tid, for dem var der en klar sammenhæng mellem lammelse og synd, som de ikke satte spørgsmålstegn ved. Men det de sætter spm. ved er Jesu myndighed til at tilgive synd – for det er jo Guds område. Men Jesus viser med sit ord til den lamme: Rejs dig, tag din båre og gå hjem, at han har den tilgivende og helende magt, der kan sætte et menneske fri – ikke bare i det ydre, men helt ind i det allerinderste – sætte et menneske fri til at leve – og den lamme tager sin båre og går. Og da er det de handlekraftige bærer og de diskussionslystne folks tur til at stå lamslået og måbende tilbage: Aldrig har vi set noget lignende(måbende)! Tænk at der findes en sådan magt i verden og den magt kan forandre et menneske indefra, give det en livskraft og et mod, der er langt ud over det, som et dødeligt menneske kan mobilisere af sig selv eller sammen uanset, hvor meget umage man så end gør sig. Her bliver det muligt at få del i dyb grundlæggende tillid til, at det ikke er mig der hverken kan eller skal frelse verden, men at jeg er båret af og indfældet i en helende og nyskabende magt, som var til før mig og rækker langt ud over mig og det jeg på nogen måder har magt over at ændre på eller forplumre.

Nu ved jeg jo ikke, hvad det er der søndag efter søndag får mennesker til at gå i kirke, men måske er det for at bevare tilliden til og blive bekræftet i troen om, at vi er børn af huset. Guds hus og huset af Gud. At vi hører til i en tilgivende magt, hvor det går an at fejle og at den magt også heler det brudte og skaber nyt, så vi også bliver i stand til at huse andre, som også er elsket af Gud. At vi hører til et sted, hvor vi både kan være bitte små og samtidig blive store nok til at handle kærligt overfor andre.

I salmen som vi om lidt skal synge beskriver Brorson med sine snart 300 år gamle ord den tro, som ikke er vores egen præstation, men som er en gave der lægger en grund i hjertet. Indimellem kan grunden rystes af tvivl og sorg og det kan være svært at holde fast i noget som helst – men bare det at sjælen længes efter hjælp, er et tegn på at der er tro i hjertet. For tro er at række ud og gå herfra i tillid til at vi har syndernes forladelse – og livets tilladelse, ja ikke bare tilladelse men pligt, og hvis ordene ikke er nok, så kan vi om lidt få mulighed for at smage det ved nadveren. Amen